Kort fortalt har jeg haft en helt vild god tur til England! De tre uger jeg har haft der har været intet mindre end fantastiske.!
Jeg er klart blevet noget mere selvsikker igen (Gud må vide at det havde jeg brug for, men at det trods alt lå lige under mit skin!)
Men (ordet der ødelægger alle gode sætninger) jeg er tilbage nu.

Tilbage til virkeligheden var jeg lige på næppet til at skrive, men mon ikke England er ligeså virkeligt som her?

Det er forfærdeligt at være tilbage! :'(
Jeg føler mig bare ikke hjemme.! Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det.

Mormor og mormor, far og mor var ude og hente mig i lufthavnen. Med hjemme og se billeder.
Allerede var der noget galt, vi var ikke glade for at se hinanden.

Gav dem alle sammen et lille knus, men ingen holdt mig fast - ingen gengældt mit knus rigtigt.
Ingen gad at se mine billeder og hører mine historier.

De er alle sammen gemt godt og grundigt i mit hjerte, men der er ingen tilhørere!
Nu er jeg næsten glad for at de ikke kender dem, det er for godt til dem!

Både mine bedsteforældre og far forlod mig efter en kop kaffe hvor de snakkede om motorvejs ombygningen og hver gang jeg prøvede at fortælle noget kom det aldrig ind i forummet.
2-3 af dem snakkede bare videre om motorvejen og den enkelte lytter lagde ikke en gang mærke til hvis jeg stoppede midt i en sætning..

Min dag i dag var ikke bedre. Jeg havde ikke lyst til at stige ud af sengen. Men 9:30 gjorde jeg det nu alligevel.
Intet godmorgen bare en tom følelse. Jo mine katte er glade for at se mig og de har ligget på mig det meste af dagen, hurra for det, men de er ikke fantastiske at tale med!

Min mor havde lovet at vi skulle på frisørskolen som skulle åbne i dag, men da hun ringede fandt hun ud af at det ikke helt fungerede!
Jeg blev skuffet, men okay tror ikke det var min moars skyld.

Så aftalte vi at gå ned i Matas og købe en hårfarve og klippe mit hår som på kassen udenpå!

Men før vi nåede derned skubbede mig moar mig ind i en frisørsalon!
Fint nok...
Men frisøren talte ikke tre ord dansk/engelsk og havde vist aldrig holdt på en europæisk saks før.

Resultatet er ikke til at tude over, men fuck hvor er jeg skuffet. Det kommer til at tage længe at komme sig over! Især fordi jeg ingen opbakning fik derinde, jeg var på vej ud da min moar fik sagt ja tak til klip og farvning!
NO!
Og så satte hun sig bare hen i en sofa og ignorede mig i tre timer eller hor længe det lige tog madamen at ordne mit hår.

Jeg blev hysterisk derinde! Da hun havde klippet mit hår helt skævt ville jeg stoppe hende i at farve mit hår, men frisør vikaren så ud som om hendes værste mareridt var kommet og min mor sagde bare at det skulle da lige prøves!

Det er blevet næsten okay, men det her er overhovedet ikke det jeg bad om!

Da hun skulle lave stibber (hvilket lavet ved at min trækker hårtotterne ud gennem en plastic hætte med en slags spids hæglenål) var jeg ved at dø.

Jeg sad nærmest og tuede - hysterisk anfald. Men det var for pinligt for mig en 15-årig at give mig til at stor tude et offentligt sted så jeg fældede kun et par enkelte tårer. Og inden i skreg jeg.

Mit humør har det med at være smittende og jeg kunne mærke at jeg ødelagde både min moars og lorte frisørens humør. Det var endnu mindre til at bære.

Kort sagt alt gik bare galt.

Nu har jeg så været hjemme et døgn. Jeg har højst ført 30 minutters samtale med min moar på 24 timer og ingen af brudstykkerne har varet mere end 3 minutter. Nærmere en sjov/sød historie og så bare et ja/et brum.

Jeg vil væk herfra. Jeg hader at være her. Jeg kan ikke være mig selv! Hun dræber min personlighed ganske langsomt.
Hun er så tavs jeg kan aldrig fører en samtale med hende og hvad fanden skal jeg sige for at det bliver bedre?

'Mor det her går ikke! Der er noget galt, vi har intet til fælles vi burde skilles. Vores længeste samtaler er når vi skændes og vi råber ikke en gang af hinanden. Man må fandme ikke vise følelser i det her hus. Jeg må ikke være ked af det, jeg må ikke være gal, jeg må ikke være glad! Det er et fængsel for mig jeg hader at være her!'

Hun har brugt 15.000 på min rejse og 800 på mit hår, men jeg bliver ikke gladere. Jeg kan ikke købes. Jeg er social jeg vil have nogen at snakke med og ikke mindst af alt vil jeg føle at jeg kan tillade mig at forlade hende.

Hun ser så fortabt ud når jeg går ud af døren, og hun laver aldrig noget uden mig. Hun går på arbejde har været det i 25-30 år og hun skælder alt og alle ud når hun kommer hjem og når det har været en rigtig lorte dag (mindst hver anden dag) så får jeg også lige et møgfald for ingenting.

Hun viser aldrig sine følelser, hun er aldrig glad/vred/sur/ked af det hun skælder ikke ordentligt ud hun siger bare grimme ting der gør mig ked af det. Hun viser aldrig glæde. Hun er altid i det samme ligegyldige humør.

Fuck hvor jeg tuder over det her nu er jeg hysterisk igen.
Jeg har brug for nogen at tale med! En voksen der har mange års mere erfaring end mig, men jeg kender ingen.
Min far er til minus meget hjælp og de andre i min familie er der heller ikke for mig.

Jeg er fortabt og hysterisk i det her hus. Det her er ikke mit liv! Det er min død...