Sig mig engang er du ikke blevet lidt stor?
Sådan lød spørgsmålet henvendt til mig i dag.

Denne gang var det dog ikke min mor eller andre familiemedlemmer, hvis navne jeg har valgt at ignorere i dette øjeblik, eller mine ellers så elskede veninder.
Nej, denne gang var det en rar dame uden pli, fra samme opgang som jeg.

Men hey, det er vel bedre end at få spørgsmålet; Hvornår skal du føde? Bliver det en dreng eller pige, etc? Altså hvis man ikke er gravid, forstås.

Nåh, Men jeg står og måber overfor denne dame, der har stillet dette efterhånden meget brugte spørgsmål til mig.
Tænker ved mig selv, hvad jeg nu skal svare denne gang. Øh nåh? Og? Ja?

Hvad svarer en kvinde, der er 174cm høj og vejer 59kg, til et så tåbeligt spørgsmål?

Hvad mere tåbeligt er, det er at resten af min familie spørger om det samme, som den dame fra opgangen.

Jeg har engang for ikke så længe siden,
været meget slank. Der vejede jeg 51 kg.
Dengang blev jeg spurgt om præcis det samme, bare med omvendt fortegn;
Guuuud, hvor er du dog tynd, burde du ikke spise noget mere?
Eller; Spiser du overhovedet? Du må have anoreksi! Det er virkelig ikke pænt, det der!

8 kg senere;
Guuuud, hvor du dog blevet stor, du burde ikke spise det, ditten og datten! Du spiser alt for meget.
Du skal til at passe på.
Du er overvægtig, måske ikke ligefrem fed, men overvægtig, nej du er nok lidt fed.

Der er mange store spørgsmål i mit liv, som jeg sikkert aldrig for svar på.

Men det her spørgsmål, omhandlende alle de mennesker der har spurgt til min vægt og kommenteret den sågar.
Jeg vil virkelig gerne vide hvorfor!
Hvorfor?

For det undrer mig virkelig, at man kan have så lidt pli overfor andre mennesker, specielt overfor sine nærmeste, at de næsten er udenfor pædagogisk rækkevidde.

Idag render jeg rundt og svupper med alle mine mange deller. Man kan høre mig når jeg går, det siger svup svup svup.
Ved du hvad? Svaret til den dame i vores opgang må være; Larmer det for meget, når det hele svupper når jeg går?