Sorg, det er måden jeg kan beskrive det på, følelsen, der er som en terror inde i mig, som forsøger at ødelægge mig lige nu.

Den sorg jeg fik at føle, i den svundne tid, da min bedste veninde rejse væk fra os, hendes bedste veninder, for at komme til at bo på den anden siden af kloden.
Sorgen var uhåndterlig og det føltes så brutalt, da hun tog afsted og forsvandt ud af vores liv og ind til et andet og nyt liv.
Men vi var bare et par unge teenagepiger, der lod sorgen svinde hen i realiteterne og savn.

Den sorg jeg fik at føle, da ham jeg var så forelsket i rejse , uden at jeg nåede at sige farvel.
Min hjerne og hjerte truede med at gøre mig sindssyg af sorg, med en blanding af gråd og skrig fra mit indre blødende jeg.
Men langsomt forsvandt sorgen, bearbejdet og borte.

Den uforklarlige sorg, der dukkede op for 14 dage siden, ud af ingenting, og er der nonstop.
En sorg der ikke kan bearbejdes, for jeg har ingen grund til at føle sorg, men ønsker bare at komme væk fra det helvede mit liv er lige nu.

Depression er diagnosen, siger min læge.
Jeg tror på ham. Det er jo åbenlyst.
Den er som en terror i min krop, som jeg ikke kan bekæmpe eller arbejde mig ud af.

Tag dig sammen, siger min mor.

Det er jo det jeg ikke kan. Ikke denne gang.