Kl er alt for mange , jeg burde gå i seng få lidt søven , så jeg er frisk til i morgen til min job samtale , men ved at jeg ikke får lukket et øje , når jeg først ligger der under dynen i varmen og i mørket der svøber sig om mig.
Tænker så meget på D spekuler på hvorfor jeg ikke høre fra ham , har han fået job ? har han det godt ? har han glemt mig ?
har han bare travelt ?
jeg ved det ikke , kan desværre ikke ringe til ham , hans fon er vist stadig til rep , har sendt ham en mail , men ved ikke om han har læst den .
Det er underlig at være fyldt med denne uro og glæde på samme tid , forde det ikke er til at forstå .
Glæden over, vi fik snakket i søndags , dog kun ganske kort , glæden over at han også havde savnet mig som jeg havde savnet ham havde tænkt på mig som jeg havde tænkt på ham .glæden over at se ham igen , og igen mærke varmen skylle ,som bølgerne på stranden, ind over mig .
Og så er der uroen , for om han har det godt , om han er der endnu forde jeg intet har hørt fra ham , om han har fortrut det hele og bare gerne vil være sig selv.
Ind imellem får uroen taget magten fra mig , og jeg bliver ked af det , og jeg får lyst til at hoppe på den første og bedste bus og bare køre op til ham og ringe på hans dør for at se om han er okay og jeg får en uendlig lyst til at sende han 1000 mails , med alt det som jeg sider og føler for ham , om alle de tanker jeg tænker om ham .
Og jeg får lyst til at sende ham de smukkeste roser i verden , for at fortælle ham hvor meget han har rørt mit hjerte , sende ham et digt fra mit inderste, på et kort der er prydet , med forårets smukke sol og spæde spire .
Pludselig bliver jeg også hel tom inden i og kan ikke finde ud af hvad jeg skal ..føler mig dum , forde jeg ikke kan finde hoved og hale i det hele.
Jeg har inviteret ham til at komme på fredag , hvor jeg har fødelsdag , men jeg ved ikke om han har fået min invitation , ved ikke om han kommer .
skal jeg lytte til min inturition , siger den mig desværre han ikke gør, for har intet hørt fra ham .
Jeg har det bestemt ikke rart med at svæve i denne uvished men jeg kan ikke gøre så meget ved det , andet end se tiden an .
der er sikkeret en hel almindlige grund til , han er så stille , ville bare så inderlige gerne vide om jeg er grunden til hans tavshed ?

Hvorfor bliver jeg så usikker , jeg ved jo hvad jeg føler for ham .
Jeg savner ham , hel vildt .
og jeg vælger at skubbe alt uroen fra mig og tro på at skæbnen har villet at det skal være som det er lige nu , og kun tiden kan vise hvad der vil ske .
Go nat der ude .
RosenQ