Hvad? Hvor?

Som den loyale veninde, stod jeg op klokken 06 og kørte L til stationen. Jeg kom hjem og besluttede ikke at sove mere, selvom min krop SKREG. Ja, jeg rundede lige Fyldepennen med mine dybe x-kæreste-tanker, lavede te og arbejdede videre på tegningen til min søster…under dynen.

Who am I kidding?
Efter et tarveligt forsøg på at holde øjnene åbne, smed jeg pennen fra mig og puttede mig ned. Der var klokken 08.

Nu, 5 timer senere, sidder jeg her og er komplet diffus i krydderen. Jeg kan slet ikke finde ud af dagen og er lige kommet i tanke om, at jeg har lovet min far at komme forbi.
Det skal lige tilføjes, at det ikke ”baaare lige er sådan” at kigge ind forbi min far…for MIG!

Men hvor stor lysten end er til at aflyse, må jeg se at komme i tøjet og af sted.

Det undrer mig at jeg til tider gør ting som er bestemt til fiasko, som for eksempel i dag;
Jeg har lagt et par jeans frem på sengen. Nyvaskede ligger de på min seng og slanger sig. De skal på i dag og det har bestemt på trods af at jeg VED de vil gøre mig rasende når jeg konstaterer hvor meget de strammer. Jeg tager dem på, de vil stramme og stensikkert gøre mig skide hamrende tosset på mig selv.

Også er der min kære Bodum kaffekande. Den er to sekunder fra at blive kylet ud af vinduet og ende dets liv når den rammer baggårdens asfalt. Det er som om den hader mig.
Jeg fylder kaffe i den, maser det her stempellåg ned til vandets overflade og VENTER. JEG VENTER….og venter.
Men for mig er tålmodighed ikke dyd. Det er et PROBLEM. Så jeg presser, langsomt, stædigt men stadig langsomt.
GRRRRRR!!!!
Lige meget hvor langsomt, nænsomt og TÅLMODIGT jeg ”stempler” sker der alligevel et eller andet og en kaskade af kogende kaffegrumset vand pladrer og skolder min hånd!

JEG HADER DEN STEMPELKANDE.

For øvrigt er den også pisse grim!

Ja, jeg er bare sur. Det er vist hvad jeg er; SUR. Og den lille bi har bare at skrubbe af!!!

SUR!

Nå jeg er ved at have bundet kaffekoppen og min mund er fyldt med grums (REND MIG BODUM), så nu vil gå videre til mine jeans og få sat det prik over I’et så jeg rigtig kan nyde resten af denne solskins søndag.

Når alt kommer til alt, er jeg vel bare nervøs over at skulle hjem til far.

Hvorfor skal det være så kompliceret for mig? Hvorfor har vi ikke bare et afslappet forhold til hinanden?

Han er på vandvognen og skulle vist nu tælle 14 dage som tørlagt. Er det ikke sørgeligt, at jeg føler vores kommunikation er nemmere når han har drukket? Men når det så er sagt (og indrømmet) vil jeg skynde mig at understreje, hvor glad jeg er for at han omsider gør noget ved hans problem. Min far er en ”klog alkoholiker”, en smule primitiv men først og fremmest KLOG.

Bukserne kalder, så nu vil holde min mule-mund ved lige og komme af sted.

Bravo!