Jeg har lige ligget i min seng en times tid uden at kunne falde i søvn.
Dels har jeg jo ligget brak de seneste 2-3 døgn og sovet en forfærdelig masse, og dels er der nogen tanker, der fylder i mit hoved og ikke gi’r mig fred lige nu, så jeg valgte at stå op igen og lade tanker blive til ord her på et dagbogsblad. Det plejer at være et godt middel..!

Min ex-mands datter og hendes kæreste skulle være forældre for første gang til august. De har kendt hinanden i flere år og har et godt og solidt forhold. I tirsdags var hun til scanning, og det blev konstateret, at fosteret ikke udviklede sig som det skulle. Der var noget galt med både lunger og nyrer, og der var for lidt fostervand i livmoderen. Hun blev undersøgt en ekstra gang næste dag på et andet sygehus, men desværre med samme nedslående resultat. Lægerne anbefalede det unge par at få svangerskabet afbrudt, de mente ikke hun kunne gå tiden ud, og hvis det skulle lykkes, ville barnet sandsynligvis kun leve en dag eller to.

Hvor er det dog et uhyggeligt svært valg for to unge mennesker at stå med. At vente deres ønskebarn og alligevel være nødt til at vælge det fra igen. Ifølge lægerne var der ingen chancer for barnets overlevelse, så spørgsmålet var bare, om det skulle fjernes nu eller vente på den naturlige fødsel, eller evt. dø i mor’s mave inden da. Åh, hvor må det ha’ været svært for dem..!

Valgt blev at afslutte graviditeten nu. Fødslen blev sat i gang i fredags og om natten fødte hun en lille bitte dreng, der levede og udadtil var fuldstændig perfekt. Det unge par fik lov at ha’ ham hos sig en tid. Der blev taget billeder af ham, der blev taget aftryk af hænder og fødder, og han blev navngivet.

Den lille dreng skal nu obduceres for at finde årsagen til de uudviklede organer, og derefter skal han begraves.

Hvor er det svært at tænke på, at et lille bitte levende barn ikke skal ha’ muligheden for at blive hos de forældre, der ønskede ham så meget, tankerne er næsten ikke til at rumme i denne nattetime, men det kunne jo ikke være anderledes.

Mit håb og min tro er, at Gud må ha’ haft en mening med dette her – det er bare ikke os mennesker forundt at kende denne mening, og derfor er det så svært. I sådan en situation folder jeg mine hænder og be’r om at Gud må tage sig af den lille familie, både det efterladte forældrepar, bedsteforældre og andre der er tæt på dem, og den lille sjæl, der nu er vendt hjem til Ham igen.

Jeg plejer ikke at ”reklamere” så meget med min tro, men i aften er jeg nødt til at gøre det, både for selv at få ro og for at ha’ et redskab til at sende mine kærlige tanker til de unge forældre, der har det så svært netop nu.

Kærligst
Wildrose