Når jeg skriver breve til folk, har jeg for vane at lede brevet med “hvorfor” jeg skriver til personen.
Jeg skriver ikke ”bare” men føler det på en underlig måde nødvendigt, at begrunde ”hvorfor” jeg nu lige har valgt at skrive personen et brev. ”Så faldt jeg lige over et billede af dig og….” eller ”Jeg kom så en blåtklædt stewardesse og kom til at tænke på hvordan du mon havde det…”…osv.
Hvorfor skriver jeg ikke bare og tager det som den pureste selvfølgelighed, at kunne skrive et brev til en ven uden partout at skulle nærmest undskylde?
På samme måde fører jeg mine dagbogsindlæg herinde.
Egentlig føler jeg nok en form for SKAM over at smække mine tanker ud til folk, specielt når de indeholder triste og grå vendinger. Af hvilken logisk grund, skal jeg have lov til at sidde her med mine beklagelser og opgivelse over for og til tilværelsen??? Hvorfor holder jeg ikke bare mit triste P** for mig selv, om ikke andet så bare i min lasede ”rigtige” dagbog???
Der er så to forklaringer jeg har lyst til at komme med nu…
1: Mennesker kommer AF med deres inderste P** på mange forskellige måder. Nogle græder, skriger, løber, æder, taler, spiller, drikker, ryger, banker, maler, synger, sniffer, hækler, bowler, griner, strikker, junker…jeg skriver!
2: Jeg må have det UD…AFSTED! Engang skrev jeg et brev med hele møj-tøjet, sort på hvidt, smed det i en kuvert, skrev ”til postmanden” og smed det i en postkasse. Egoistisk? Måske…Jeg tænkte da bagefter på, om jeg nu havde skræmt røven ud af bukserne på et helt uskyldigt menneske. Nu havde jeg måske været skyld i, at påvirke et ellers livs-glad menneske ved at lade personen kende til mig og mine ”sysler”!
På den anden side, havde jeg indledt brevet med visse forbehold. Læseren (hvis der da nogensinde har været en) VAR forberedt på, at det ikke ville være lyserøde anekdoter eller sart-romantiske vendinger som mit brev ville være præget af. Derfor har det været på helt eget ansvar at læse det.
WOW…hold on!
Jeg sidder vist og er i gang med at undskylde for at føre denne ”elektroniske dagbog”. Ej hvor ironisk…ej hvor…ironisk! Var det ikke lige det jeg prøvede at belyse kritisk?
OK…Jeg skriver fordi jeg VIL og fordi jeg har brug for det.
Men nu kan jeg ikke helt finde ud af noget som helst og må vist hellere tage det BAD! Mit hoved er aaaaaalt for tungt til disse mærkelige analyser jeg gør mig. Det bliver på et tidspunkt aaaaalt for indviklet og jeg har mistet helt tråden.
Så nu vil jeg forsøge at tage hul på denne haglende mandag, tage et bad og se om tråden…måske endda en rød tråd, har forvildet sig ned på bunden af min kaffekop. Den må sgu være et sted. Jeg sværger jeg så den forleden.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
En stor undskylning for mig selv! er publiceret
14/03-2005 12:54 af
Bastian.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.