Vel hjemme i det lille gule hus på toppen af bakken, er det med stor glæde , varme, dybde, taknemmelighed og meget, meget mere jeg nu tænker tilbage på en yderst vellykket weekend i det lille røde hus langt derude i marsken.

En weekend, der for mig startede med at holde tidligt fri fra arbejde i fredags, køre på banegården i Vejle og hente Kapa. Derefter hjem til et udmærket frokostbord, som Peter havde stablet på benene :o), lidt hyggesnak over en kop kaffe, og så satte vi kursen mod marsken.

Der ankom vi hen på eftermiddagen og blev modtaget med åbne arme af både Ellen, Carlo og ”Sille Pivdyr” – øl, vin, kaffe, kage var på bordet, og hurtigt derefter en overdådig middag. Det var jo en helt fantastisk modtagelse af alle os, der håbede, vi kunne komme og hjælpe med noget. Men nej – straks efter ankomsten fik jeg at vide af Carlo, at min største hjælp ville være at holde mig ude af køkkenet – så DET gjorde jeg bare.. :o)))
Aftenen var hyggelig og gik med snak til langt efter midnat …

Lørdag morgen vækkede Ellen os med besked om, at der nu var morgenmad på bordet – hold op hvor var det bare fantastisk at blive sådan vartet op i alle ender og kanter…
Vi nåede knapt at rejse os fra dette bord, før de øvrige deltagere til weekendens træf begyndte at indfinde sig – først Loam og Morte fra det fynske land, derefter en flok fra Århus, Fie, Dorph og Volapykken, og derefter hurtigt flere og flere, så det lille røde hus sydede af liv og snak.

Derefter gik alt slag i slag, og dagen fløj bare af sted. Frokost med en hurtig præsentation, gåtur i den skønne gamle by Ribe, samarbejde om lidt underholdning til middagen, selve middagen igen med masser af snak, underholdning og mere snak – og ikke mindst masser af mere fantastisk god mad fra Carlo’s hånd..!

Endnu engang var nat ved at blive til morgen, før alle vi overnattende fik set dyner – det var næsten umuligt at løsrive sig fra hyggen, stemningen og den dybe snak, men øjnene blev små og til sidst måtte i hvert fald jeg gi’ efter. Andre holdt længere ud ved jeg…….

Før afskedens time nærmede sig i formiddags, var der endnu engang dækket morgenbord, hvor intet manglede…, men vi måtte retur her til Vejle, så Kapa kunne nå sit tog. – Og det lykkedes da, næsten i sidste øjeblik, for selv under den sidste kop kaffe her i det lille gule hus, var snakken (og tiden) ved at løbe fra os.

Peter er nu faldet i søvn på sofaen, og jeg sidder bare her med masser af tanker, minder, følelser om en fantastisk weekend derude i marsken.

Musene pusler inde i væggen et sted, og jeg tænker på vores snak om Eddies dagbog, at måske skal jeg slet ikke forsøge at fange de små kræ i de dødelige fælder, men blot fange dem og køre dem langt ud i skoven, så de kan leve deres små liv videre i fred og fordragelighed der….

Kærlige og lidt trætte
Dagen-derpå-hilsner
Wildrose