Jeg har aldrig helt kunne sætte ord på det. Det var i april 2000, d. 14. helt præcis. Det forår har så mange positive minder forbundet. Jeg boede i Vietnam det forår. En aften i byen, hvor to blikke låste hinanden. Kan knap nok huske hans udseende. Har ingen minder om, hvad vi snakkede om. Men bare følelsen af, at det var rigtigt på den ene eller anden måde. Det var nok også derfor, jeg endte i hans seng. Men det er morgenen, der står helt klart i min erindring. Han var fra New Zealand, havde boet fire år i England og var nu på vej hjem, besøgte bare nogle australske venner på vejen. Han skulle hjem den morgen. Vi stod på en morgentom vej i Hanoi, jeg skulle have fat i en taxa. Og det gjorde ondt at skulle sige farvel. Han sagde, at jeg skulle skrive - men vi havde ikke noget at skrive på, så jeg prøvede at huske hans email, til jeg kom hjem. Og skrev til ham.

For to år siden var han i Irland. Og jeg havde lovet mig selv og ham at besøge ham. Men jeg trak i land i sidste øjeblik, fordi jeg var så bange for at se fortiden i øjnene. Jeg var så bange for, at fortryllelsen var ophævet. Kan blive så sur på mig selv.

Og nu er der gået mere end fire år. Vi chatter stadigvæk af os til. Skrev sammen i går.

"It's funny with you Nick, even though we've just met once, I'm kind of passionate about you", skrev jeg.
"How so?" spurgte han tilbage.
"it's just that sometimes I find myself missing you, even though I barely know you!" svarede jeg. Og så dukkede den op - forklaringen på det hele. Han skrev: "it was a very emotional time for me. kind of a a before sunrise moment". Og det var jo det, det var. Et "before sunrise moment", et minde om en tid, hvor alt var ukompliceret lige før den tid, hvor hverdagen vendte tilbage og gjorde det hele kompliceret igen. For os begge. Han skulle tilbage til arbejde og hverdagen i New Zealand. Jeg skulle begynde at studere i Danmark. "Yeah we had it good. But we also had time to think, there never seems time to do that anymore" var det sidste, han skrev i går.

Jeg gik i gang med at undersøge, hvor dyrt det er at rejse til New Zealand. Nogle gange skal man vist se fortiden i øjnene. Frygten er altid større end frygten selv. Hvorfor er han så langt væk?