En lille midnatsdagbog skal der også være plads til. Jeg sidder og er lidt bekymret, men bekymringen kan jeg jo ikke bruge til andet, end at få ondt i maven over. Nej - jeg er medvirkende i et problem. I fredags lærte jeg, at et problem egentligt ikke er et problem, men en mulighed, der kan gøres noget ved. Jeg peger på problemet - en finger peger frem og de tre andre fingre er vendt mod mig selv. Jeg står overfor et problem og så spørger jeg mig selv, om jeg vil være en del af problemet eller om jeg er en del af løsningen. Jeg tror, at jeg vælger det sidste og vil se efter en handleplan, som jeg kan drage slutninger af.
Det har været en dovendag i dag. Jeg sov længe i morges. I aftes må jeg have været træt, for jeg vågnede ved, at min mand tog bog og briller fra mig. For tiden har jeg det sådan, at jeg lige vil læse lidt, inden jeg sover. Når jeg når punktet, hvor jeg er ved at falde i søvn, kæmper jeg bravt for at holde mig vågen, så jeg kan læse videre. Det, som jeg læser, mens jeg sover, er noget værre nonsens og når jeg i vågen tilstand kigger i bogen, står der noget andet - mere kedeligt.
Tilbage til dagen - dovendagen. I eftermiddag kørte jeg ind til byen med et brev, som skulle afleveres på kommunen senest i dag og samtidig benyttede jeg mig af et biblioteksbesøg. Biblioteket ligger lige ved siden af rådhuset. Jeg fik afleveret \"Kvinderne i Klithuset\", som jeg er blevet færdig med. (den var rigtig god) og lånte nogle andre tilsyneladende gode bøger. En af bøgerne er skrevet af en fyldepensbruger - jeg glæder mig til at læse bogen og jeg vil se, om jeg kan sende en kommentar til vedkommende, når bogen er læst.
Til aftensmad fik vi engelsk bøf. Der er ellers forbud at tage fra den nye fryser - men jeg syntes, at vi skulle smage. Dertil havde jeg købt minimajs og sukkerærter og desuden fik vi sauterede gulerødder og pommes swingers - tror jeg nok, de hed. Um - og en god rødvin, for min veninde L. ville komme på besøg i aften og så inviterede vi hende til at komme og spise med. Det blev en hyggelig aften og hun kom med et forslag om, at vi skal op til hende og kæresten en aften og spise god mad og bagefter spille \"Korsbækspil\". Inden det bliver aktuelt må jeg vist have kigget på Matadorsiderne. Vi aftalte også en tøsetur til Svendborg i ugen efter Pennetræf/min fødselsdag. Turen må vi have planlagt og værelser på vndrehjemmet bestilt.
I dag blev en´ af kollegaerne 60 år. Hun holdt åbent hus i eftermiddag og jeg var da også blevet spurgt, om jeg ville med, men i formiddags bestemte jeg mig for, at jeg hellere ville blive væk. Jeg vil ikke have forpligtelser, når jeg en gang holder i enheden. I weekenden fortalte jeg om arbejdet og forholdet til kollegaerne. Det kunne jo ikke undgås, når vi talte arbejde, fleksjob og pensionering. Jeg ved ikke om jeg kunne have gjort noget anderledes, for at have fået det bedre derinde på arbejdet, men fakta er, at jeg er færdig der. Jeg bliver lidt bitter i munden, men skynder mig at skylle bitterheden væk med et glas dejligt, iskoldt vand. Uhm - smagen er væk og jeg kan trække vejret roligt igen.
Nu er det godt en halv time over midnat. Jeg må hellere oppe mig og dernæst loppe mig. Jeg ønsker at stå tidligt op i morgen og få en del ud af min dag. Jeg har det så godt bagefter.
Jeg vil ønske nogen af jer GODNAT og til andre morgenmænd (i morgen tidlig) vil jeg sige GODMORGEN.
Hyggehejsa fra en doped` Nellemor.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.