Premiere på hvad? Ja. på min offentlige dagbog naturligvis. En ting, som jeg ofte har overvejet, men ikke fået gjort noget ved før i aften, hvor jeg så alligevel ikke kan sove.

Og hvad har jeg så tænkt mig at indvie jer i?
Det lokale dyreliv såmænd.

Jeg er erklæret dyreven. Ikke dermed ment, at jeg har huset fuldt af forsømte hundehvalpe, mishandlede kattekillinger osv, men jeg lever efter princippet "Lev og lad leve".
I dette øjeblik sidder der for eksempel en middelstor, sort jagtedderkop på væggen ved siden af mig, og det må den gerne, for den ser ikke specielt aggressiv ud. Okay, lidt, men jeg har jo også lige forstyrret den ved at tænde lyset herinde.

Nå, men her til aften (da jeg var på vej i seng første gang) tussede jeg stille og fredeligt ud i køkkenet, tændte lyset og begyndte at skylle mit krus af, da jeg pludselig fangede en bevægelse ud af øjenkrogen. Noget stort og gråligt nærmede sig.
Lettere forskrækket trådte jeg lige et par skridt tilbage og til min store overraskelse blev jeg ganske kort efter passeret af en mus, der trissede lige så stille og roligt af sted inde langs væggen. OPPE PÅ BORDET!!!
Som sagt er jeg dyreven, men det der synes jeg egentlig var en unødvendig provokation.

Nu er det ikke, fordi jeg ikke var klar over, at vi havde mus. I foråret flyttede vi til et pragtfuldt hus på Sydvestsjælland med udsigt til marker på den ene side, så jeg var da klog nok til at regne ud, at de der puslelyde i væggen nok ikke stammede fra puds, der løb opad og henad.
Men et eller andet sted havde jeg da forventet, at de ville blive inde i væggen. Det havde vi jo talt om.

Men nej ...

Denne mus havde åbenbart ikke hørt efter i timen, for den fortsatte uanfægtet forbi mig og i skjul bag kaffemaskinen.
I øvrigt et smukt eksemplar af en markmus. Skinnende pels, smukke sorte øjne og garanteret nusseblød. MEN PÅ BORDET!!!
Bag kaffemaskinen sad den så lidt og så situationen an, imens JEG så DEN an. Havde jeg været led og brutal, kunne jeg have slagtet den et utal af gange, som den sad der, men det ville altså være mangel på gæstfrihed, synes jeg.

Det var et af de der smukke øjeblikke, hvor to væsner bare forstår hinanden uden ord. Musen forstod godt, at jeg faktisk ikke var videre begejstret for dens tilstedeværelse og JEG forstod, at den havde planer om at hoppe ned bag køleskabet.
(Hmm ... den der edderkop rykker nærmere hele tiden. Måske den alligevel er ude på at æde mig?)
Nu er der god plads ved siden af køleskabet, så umiddelbart syntes jeg, at det var et fornuftigt valg, da der ikke var risiko for, at den ville blive spærret inde deromme, sulte ihjel, rådne op, lugte dårligt osv. Jeg var bare ikke helt sikker på, HVORDAN den ville komme derned. En meter virker som et ret dybt fald, når den nu kun er ca 5 cm i stanghøjde.

Musen besluttede sig tilsyneladende for at vise sig lidt, for ganske langsomt balancerede den ud på kaffemaskinens ledning, der hang ud over bordkanten, sad der et øjeblik og lod sig så vældig yndefuldt falde forover og forsvandt ud af syne.

Jow, jeg var da imponeret.
Dog ikke mere end at jeg på stedet proklamerede over for kæresten, at NU var det tid til at anskaffe en musefælde.
Så nu skal jeg altså lige have undersøgt, hvor man kan anskaffe de der fælder, som fanger den levende. Så må vi jo se, om det er sandt, at de ikke kan modstå Yankie Bar.

Og hvis det ER sandt, så vil min nye ven komme ud på en laaaaang rejse. For eksempel over i skoven.
Det kan måske lære den at lade være med at jokke rundt på folks køkkenborde.

Mvh
Eddie