Så sidder man her og stirrer ud i luften, endnu en dag er forsvundet som dug fra solen. Jeg er langt væk, mentalt og fysisk, i en anden verdensdel, i et andet liv. Om to dage er det virkeligheden, jeg skal tilbage til. Tilbage til personer, der kræver og giver, råber og holder om.

Jeg har tænkt meget på ham.

Kan huske ham sidde i solen med lysende øjne, kan huske at holde hans ansigt i mine hænder og kysse hans læber.

Nu er det en anden, jeg vender hjem til.

Tiden går, man glemmer aldrig - men man bevæger sig videre som linedanseren på sin line. Man hverken kan eller tør vende sig om, af angst for at falde. Og nogle gange stopper man op - før faldet. Og man holder op med at elske for ikke at såre, man holder op med at leve af angst for at dø, man nægter at flyve, for ej at falde.

Og alligevel har jeg tænkt meget på ham.