Det er så stille på Fyldepennen i skrivende stund. En lørdag, hvor de fleste har fri. Det har jeg også – underligt, for kigger jeg i kalenderen, bemærker jeg, at det er min ”arbejdsweekend”. Jeg har været ansat i ældreplejen i godt 20 år og har alle disse år arbejdet hver anden weekend og i helligdagene. Denne rytme sidder stadig i kroppen og endnu kan jeg finde mig selv i, at checke min kalender, når der bliver aftalt noget til en weekend.

Jeg var i by i går og det var en kanon aften. Vi hyggede os utroligt meget og tiden fløj bare af sted. Klokken halv tre tog vi hjem – naboen Hanne og jeg. Vi havde privatchauffører både til feststedet og hjem igen. Vi kunne sådan set godt have fortsat festen, men for det første – ville vi holde, mens legen/festen var god - og for det andet skulle Hanne møde på job klokken 6.00 her i morges.
Jeg synes, at det kan være så hyggeligt og fedt at feste, men jeg synes også, at dagen derpå er total tilovers. Det er en dag, hvor jeg er søvnig, pjattet, vrøvlet og så videre og jeg skal komme efter jer.

Trods bygangen stod jeg rimeligt tidligt op. Efter morgenmad gik jeg en frisk tur med mine gangstaver hen til min nabo/kollega Anette. Hun spåede, at jeg en dag vil komme gående på arbejde. Måske – hvem ved. Farten bliver i hvert fald sat væsentligt op, når jeg går med dem. Anette gav kaffe og vi sludrede.

Vi kom selvfølgelig også ind på min sygdom, fleksjob, tilstand og så videre. Jeg føler, at jeg er afklaret med meget i min situation, men alligevel kan jeg blive så ked af det, så tårerne triller. Det er min sorg over skæbnens lod til mig. Uanset hvor meget jeg overbeviser mig selv om, at sådan er det nu en gang og at jeg må lære at leve med det – så er det stadig en sorg, som jeg endnu ikke har overstået. Det er en tilstand, som jeg ikke nogensinde vil komme til at acceptere fuldt ud. Men derfra og så til at opgive, er langt. Jeg ønsker at få et godt og indholdsrigt liv og jeg er godt på vej.

Min sygdom er da også mest dominerende, når jeg ryster meget. At ryste gør mig hele tiden opmærksom og det tapper utrolig meget energi. For 14 dage siden startede jeg op med ny medicin. Neurologen sagde, at det ville virke i løbet af et par uger – men jeg må sige, at min tålmodighed blev sat på en prøve. Jeg rystede endnu mere (bivirkninger) og havde svært ved både at tro og at vente på en evt. virkning, der bevirkede, at jeg gik med mange bange og usikre tanker. I dag er jeg glad igen – min ryste aftager gradvis og jeg er overbevidst om, at når kroppen har vænnet sig til medicinen, så får jeg det rigtigt godt.

Jeg har også været i haven og rydde op, rive og kratte i jorden – men der er lang vej igen. Det var nu dejligt – både at få frisk luft og få noget fra hånden. Jeg tro, at jeg skal derud lidt igen, hvis tørvejret holder. Det er blevet temmelig mørkt, så måske får vi regn. Indenfor kan jeg også godt få tiden til at gå. Jeg har stadig mine syprojekter og der er vasketøj. Måske bliver det bare ren afslapning med at dase på sofaen og læse i min gode bog, indtil søvnen indfinder sig – og der går ikke lang tid.

Det var små pip fra mig. Jeg vil fortsætte min hængedag på bedste vis. Samtidig vil jeg ønske jer alle en rigtig god weekend.

Hyggehejsa en træt og slap Nellemor.