Det her kommer nok til at lyde mærkeligt, men i går lærte jeg lidt mere om muslimske kvinder.

Jeg mødte Anab i SafeWay (vores supermarked). Hun genkendte mig på lang afstand og jeg hende på hendes smukke smilende øjne. Hun er er nok det roligste menneske jeg længe har mødt. Tænker lidt, at der må brænde en ild et eller andet sted i hende.

Hun var med i den gruppe for indvandrerkvinder som jeg arbejdede frivilligt i. Det pudsige var, at hun gav mig hånden, lige dér midt i køen i SafeWay. Se, nu har jeg gået i en del år i Danmark og set hvordan de muslimske mænd altid giver hinanden sådan et indforstået håndtryk og jeg har altså været sådan lidt misundelig på den der indforståethed og i det hele taget fællesskabet. Jeg har endda nogle gange været overbevist om, at de ikke engang kender hinanden, men blot hilser af respekt for hinanden. Det er jo en del af det at være indvandrer og måske også en del af den musliske kultur. Men muslimske kvinder trykker altså også hånd. Yes!

Under alle omstændigheder giver Anab mig hånden, men... uden at se mig i øjnene. Heldigvis, ved jeg fra vores gruppe, at det er blot en anden kulturs kropssprog. For ellers kunne jeg da godt blive lidt irritabel.

Jeg må nok også lige fortælle, at denne hændelse på sin vis var en opfølgning på en anden af samme slags fra et par dage siden. Hvor jeg mødte en kvinde fra Marokko som på nøjagtig samme måde gav mig hånden. Hende kender jeg også fra en gruppe for indvandrere.

Jeg havde ikke set dem i lang tid og mit bekendtskab med dem er sporadisk. Men i går lærte jeg noget vigtigt. Jeg kan også blive en del af fællesskabet og omvendt - de kan blive et del af mit fællesskab. Vi trådte ud på en bro og nu står vi der ude midt på og smiler og nyder udsigten.

Hurra for multikulturelle indvandrergrupper, hurra for endelig at være nået et skridt videre i min rejse efter forståelse.

Og så har jeg slet ikke fået nævnt Khaitra fra Somalia som udover at være mormor taler flydende italiensk og i øvrigt har en meget lun humor. For tiden faster hun, men hun kommer trofast til vores samtaletimer i engelsk for indvandrere om mandagen. Vi krydser lidt klinger ind imellem, især når hun siger, at man ikke er rigtig muslim hvis man ikke har tørklæde på. Det synes jeg er en lidt farlig udtalelse... Men ok, hun er af en anden generation og bare det faktum, at hun møder op er i sig selv et STORT skridt på vejen.

... nej, jeg er absolut ikke ude på at omvende muslimske kvinder til at smide bh'en og brænde den på bål som i de glade 70'ere. Synes blot, der skal noget mere dialog til mellem kvinder i det hele taget på kryds af kulturere.