Der har været lidt grus i maskineriet med en veninde siden vi var tre par sammen på en campingtur i sommer. 3 kvinder, 3 mænd og 3 babyer! Dumt tal - har jeg erfaret. 3 er et dårligt tal generelt. Jeg kan bedre lide 4 eller 5 for den sags skyld. Vi tog hjem 2 dage tidligere end forventet, Morten og jeg, af flere grunde, men den vigtigste og den som stadig går mig på, var tallet 3.

Jeg følte mig som 3. hjul og det var ikke blot en ny følelse i det selskab, men også en ubehagelig og ensom følelse. Ikke første gang heller. Men det handler også om venskaber og om at gå i dybden med en anden person. Hvor meget har man lyst til at give og er man i stand til at tage imod. Oveni, er det også to forskellige opfattelser på kryds af kulturer. De to fra Canada og mig fra Danmark.

Venskaber er dynamiske og hvad man troede man vidste, kan man tids nok lære ikke passede. Jeg lærte blandt andet på den famøse campingtur, at jeg absolut ikke er et let menneske at være sammen med og er derfor velsignet med de venner jeg har i Danmark. Jeg går mine egne veje, er distræt, forsvinder pludselig uden at sige noget, leger stilleleg når følelserne koger og rejser med vinden. Men jeg er også trofast og god til at lytte og mine råd bliver fulgt, derfor tror jeg man gerne vil være ven med mig.

Jeg følger devisen om, at der skal løbe meget vand i sandet før du når ind til kernen, men når du derind trods tidevand, hård vinde og høje bølger, så har du vundet over Poseidon og kan regne med min tilstedeværelse altid.

Sådan oplever jeg ofte, at det er stik modsat herovre. Venner hænger på træerne og vi hælder vores hjerter ud allerede i køen i supermarkedet. Måske kender vi ikke hinanden i morgen, men lad os få det bedste ud af det mens vi gør. Jeg kan til dels forstå det, for hvem ved om vi lever i morgen, men på den anden side så mangler jeg een vigtig ting i den kontekst; tillid.

Friendship is like a bird, if you hold on too tight you might strangle it, thus loosing the precious songs it sang. Let it go and it will stay.