Jeg ved ikke hvordan med dig, men jeg praktiserer ikke ret meget bøn. Heller ikke i dag på Store Bededag.

Til gengæld minder jeg mig selv om dagligt at være taknemlig. Mærke og virkelig forstå hvor priviligeret jeg er. Lader taknemligheden gennemstrømme mine celler dagligt. Over de personer jeg har i mit liv. Helt tæt på og med på sidelinjen.

Over de bånd som knytter os sammen. Over det vi giver hinanden. Over det vi er for hinanden. Over at være i live.

Og lader kærligheden og taknemligheden strømme. Mærke hjertet svulme. Mærke glæden boble.

Jeg er taknemlig over du også er i mit liv. Selv om jeg ikke kender dig personligt, så mærker jeg dig alligevel lidt, når jeg ser du har læst med herinde. Taknemlig over at jeg på en eller anden måde er noget for dig, når du åbner mailen fra mig.

For snart 5 måneder siden skrev jeg et brev til min yngste søn. Det var på hans 18 års fødselsdag. Og jeg postede det på Facebook for at vise min taknemlighed over han er i mit liv. Når du har læst historien, forstår du måske hvorfor.

Jeg håber den kan inspirere dig til at finde taknemligheden frem i dag og måske i dagene som kommer.

Min kære søn
Natten til i dag for 18 år siden var hårrejsende dramatisk, men heldigvis endte den godt ud på de små timer.
Du var lidt forsinket, men da du besluttede at melde din ankomst, havde du hast. Desværre havde du ikke taget højde for den ekstra vægt, som nær var blevet fatal.

Det var hårdt for dig at komme til verden. Efter 2 timers presseveer var billedet krystalklart. Der måttes gøres noget. Jeg havde brug for hjælp til at bringe dig til verden.

En læge blev tilkaldt. Nok en læge blev tilkaldt. En narkosesygeplejerske blev tilkaldt. Jordemoderen fandt den store jordemodertaske frem med sakse, nåle, tråd og sprøjter. Den sidst ankomne læge fandt en sugekop frem. Nu skulle du altså ud, for dit lille hjerte var belastet.

Det næste der skete, tør jeg ikke tænke på, for at citere Kim Larsens "Midt om natten". For det var det, midt om natten altså.

Vi kom så langt som til at få trukket dit hoved frem. Med en masse mørkt hår :-) Men straks efter gav alle de mange mennesker på stuen sig til at råbe, kommandere i skarpe toner og vendinger.

PRES, brølede lægen med sugekoppen.
DER ER IKKE PLADS, skreg jordemoderen. NAVLESNOREN ER RUNDT OM HALSEN.

Lægen overlod sugekopstrækkeriet til jordemoderen og smed sig oven på min mave. Jeg tabte vejret og strittede voldsomt imod, da den første læge og sygeplejersken bukkede begge ender sammen på mig.
Jeg tænkte om de var splittergale. Jeg kunne ikke få luft og vidste, at så fik du heller ikke luft og slet ikke med navlesnoren rundt om halsen.
Jordemoderen stemte det ene ben mod fødelejet og trak med hele sin vægt.
Alle råbte og skreg som gale.

DET SKAL GÅ HURTIGT!!
SKYND JER!!
PRES FOR SATAN!!

Det var så voldsomt, at jeg tjekkede ud lige der.

Overvældet af rædsel over situationens voldsomhed, de febrilske mennesker, som råbte og skreg de frygteligste sætninger: Navlesnor om hals, hjertelyd dykker, sidder fast samtidig med de hev så hårdt i dig at sugekoppen slap og der ikke var tid til at vente på, den skulle danne undertryk på dit hoved igen.

Lige der troede jeg ikke du ville overleve den hårde medfart.
Jeg troede, du var død.

Jeg lukkede af og ned mens jeg tænkte på Scarlett O'Haras mantra, når hun mødte noget så slemt, at hun ikke kunne være i det. Det er hende fra Borte med Blæsten.

"Det vil jeg tænke på i morgen.
I morgen vil jeg tænke og prøve at forstå.
I morgen vil jeg tænke på, at jeg skal forberede en begravelse i stedet for en barnedåb."

I morgen vil jeg tænke på de mange og lange måneder med smertefuld årebetændelse i benene, den voldsomme halsbrand, som bød mig at sove siddende og når mavesyren alligevel fandt vej op igennem mit spiserør og svitsede mine stemmebånd, var jeg hæs dagen efter og hvis syren var særlig ondskabsfuld, så fandt den vej ned i mit luftrør.
Det besværliggør vejrtrækningen betragteligt, skal jeg hilse og sige! Faktisk giver det kvælningsfornemmelser.

Jeg blev bragt tilbage af overraskelsen over at mærke dig på mit maveskind. Lægen var hoppet ned. Jeg kunne igen trække vejret dybt. Forbløffet over hvor tung du føltes oven på maven og helt anderledes end da du lå indeni.

Jeg hilste dig velkommen og kiggede nærmere på dig og så, at du var og stadig er en tro kopi af mig.
Forbløffet over dit faste blik, som mødte mit og så lige igennem mig og jeg forstod, at du var gammel og vis trods din status som nyfødt.
Men alt det var ligemeget. Min eneste tanke var: Han lever. Han lever. Åh gudskelov og tak, han lever. Lettelsen og glæden gennemstrømmede min krop. Ikke tidligere har jeg været så glad og lettet i hele mit liv end lige der kl. 04.17 en kold vinternat.

Snart svirede luften på stuen af væddemål. Hvor stort var dette drengebarn?
Der var mange bud, for der var jo mange mennesker til at tage sig af os to.
4000 g. 4500 g og alt der imellem var budene.

Vægten standsede ved 5110 g!
Målebåndet viste 60 cm!

Du fyldte babytøjet ud. Du fyldte vuggen ud. Præcis som du havde fyldt mig ud mens du voksede.
Ligesom du har fyldt mit liv ud i løbet af dine første 18 år.
Godt du kom. Godt du er her.

Hjerteligt tillykke med fødselsdagen min skat ♥ og tillykke med livet

Mor