Lynet slog ned. Lige der midt imellem soft ice, vafler og drys i kiosken på dejlige og smukke Christians ø.
Det var nemlig der, jeg mødte et par meget klare blå øjne på et meget charmerende hankønsvæsen.
De kikkede interesseret og åbent ind i mine. Før de foretog en rejse ned ad min fysik på den mest langsomme og drævende måde, du overhovedet kan forestille dig. Bare sugede den mindste lille detalje til sig, vurderende og interesseret.

Hvis ikke det er fordi jeg har meget stærke og solide knogler til at holde mig oprejst, ville jeg være en dirrende klat på gulvet. For første gang i meget lang tid mærkede jeg glædesbobler i maven. Og jeg fik lyst til at kysse på ham og gnide min næse mod hans. Lade ham holde min hånd og inhalere hans duft. Helt ligeglad med vi stod midt i isbutikken, hvor solen skinnede ind ad den åbne dør og vinduerne. Og både øboer og turister kunne se lige ind på os.

Så dejlig var han. Jeg siger dig, han var skøn.

Da han var færdig med at måle mig og inspicere mig fra top til tå, mødte hans øjne igen mine. Og jeg gjorde noget, jeg aldrig tidligere har gjort. Jeg blinkede dristigt til ham. For at lade ham vide, at jeg også havde set ham. Og at jeg synes, han var lige så interessant og spændende som hans måling af mig lige havde vist.

Men jeg gik ud af butikken med min soft ice med lakridsdrys som eneste selskab. Fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne konkurrere med den eneste kvinde, den vigtigste kvinde i hans liv. Jeg ville aldrig blive den kvinde, som kunne opfylde hans mindste behov eller blive genstand for hans hengivne og ubetingede kærlighed. Selv om min til ham ville være betingelsesløs. Den kvinde var allerede i hans liv.

Han var bare omkring et år gammel og sad i en bærestol på ryggen af sin far. Og fulgte interesseret med i alt, hvad der foregik omkring ham. Den største charmør med klare blå øjne, fuldstændig klar til at indtage verden og tage alle på sin vej med storm.