Brugte den sidste halve time på at skrive en fiktiv, lille historie. Den er ikke specielt god. Men her er den altså. Det er det, min fredag aften spenderes med.


Der er mange dage, hvor pigen, som snart fylder atten, går ture med sin lillesøster ved strandkanten. De løber efter det klare vand, når det trækker sig tilbage og løber i ekstatiske skrig væk, når det nærmer sig deres bare fødder. Pigen vil sige ting som: "Du bliver til noget stort en dag, lille musling! Tænk, hvis du ikke var blevet født; så havde jeg ikke dig. Det ville være forfærdeligt." og de ville begge smile. Pigens navn var Alexandra. Hun blev født i tropernes paradis, og hendes forældre opdrog hende til at blive den klogeste, høfligste pige, hun kunne blive. Da hun fyldte tretten, kaldte hendes forældre hende ind i stuen. Gaver på bordet, frisk frugt og alt, en trettenårig pige kunne ønske sig. "Du skal være storesøster, min skat." Det var en dag fyldt med lykke, glædestårer og nysgerrighed over, hvem der nu ville blive en del af deres liv.

Fire år senere var Alexandras lillesøster, Lily, allerede over gennemsnitlig intelligens for hendes alder. Hun kunne tale flere sprog, hun kunne skrive på sit modersprog, og hun virkede næsten for god til at være sand. En varm sommermorgen i juli vågnede Alexandra brat. Hendes søster lå ved hendes side og trak vejret i korte, rallende åndedrat. "Mor! Far!" hun råbte og råbte, og snart var hele familien på vej til hospitalet. Lægen sagde, at det blot var et astmaanfald, og han ordinerede medicin, som hun skulle tage hver dag. Lily var bange og bad om at være alene med sin søster. Deres mor og far gik ud af rummet og fastholdt deres blikke på de to mennesker, de elskede mest i verden. "Skal jeg dø nu?" spurgte Lily. Hun lød ikke bange eller vred. Der var ingen følelsesmæssig reaktion fra det dukkeagtige ansigt, mens Alexandra brast i gråd. Hun rystede på hovedet, prøvede at smile sit bedste smil og omfavnede sin lillesøster.

Efteråret kom, og regnen begyndte at sile ned. Hver morgen, hver dag, hver aften, hver nat. Regnen lagde sig som et tykt tæppe over deres omgivelser, og himlen var fyldt med et mørkt, tykt og altomgivende skydække, som ikke forsvandt. En tidlig morgen besluttede Alexandra sig for at gå en tur i regnen. Temperaturen var over 20 grader, så hun frøs ikke, mens hun gik dér og blev gennemblødt. Hendes fødder svupper i kondiskoene, som snart er fyldt op med regnvand, og da hun når strandkanten, tager hun dem straks af. Hendes lange, mørke hår er drivvådt, og regnen løber ned af hendes ansigt. Klokken er knap seks. Solen er ikke stået op endnu, og hun kan se en anden ø i horisonten. I realiteten er den så tæt på, at hun kan svømme derover, hvis hun var trænet til det. I stedet tager hun det meste af sit tøj af og står til sidst kun i badetøj. Hun træder langsomt ud i vandet, som er varmere end luften. Der er ikke langt til bunden, og hun kan gå mange meter ud, før det bliver dybt. Hun ser solen stå op og føler sig velsignet af en højere magt. Selvom hun ikke tror på nogen gud, ved hun, noget større sætter brikkerne på plads. Øen begynder snart at vågne, og folk skal på arbejde. Langsomt går hun tilbage til strandkanten og sætter sig i sandet, hvor hun begynder at tage sit allerede våde tøj på igen. Igen stirrer hun ud mod horisonten. Vandet har flyttet sig. Det trækker sig langt, langt tilbage og plasker ikke op på stranden som sædvandlig. Alexandra tænker ikke længere over det, end at det er en smule besynderligt og begynder at gå tilbage mod sin families hus. Da hun når hen til verandaen, sidder hendes mor allerede og drikker kaffe. "Godmorgen, jeg tænkte nok, du var nede ved vandet," sagde hun. Alexandra nikkede bare, tog sine sko af og gik indenfor. Hele hendes krop var fyldt med sand og saltvand, og det begyndte at kradse og klø overalt, så hun skyndte sig ind til Lily, som stadig sov. "Godmorgen lille musling, min lille putte. Skal vi få dig ud til mor?" Lilys smilede søvndrukkent og strakte sig. Alexandra bar hende ud til deres mor, som stod og kiggede ud mod skoven. "Kan I høre det?" hun lød mistænksom og en smule bange. Alexandra nikkede. Lily var stadig ikke ordentlig vågen og mumlede noget uforståeligt.
Lyden blev højere. Det lød lidt som et jordskælv, men jorden rystede ikke. Det var først, da Alexandra så de enorme vandmasser brage gennem træerne og trække alt løst med sig. Hun holdt stramt fast om Lily, som så småt begyndte at vågne, men hun forstod ikke, hvad der skete. Deres mor omfavnede dem, og de stod alle tre sammen, da vandet ramte deres lille hus. Verandaen blev smadret og dele af den flød med den stadig raserende strøm. Vandmasserne pressede alt væk, ud og frem. Vinduerne smadredes, og alle deres ejendele flød væk. Bølgerne tog alt fra dem og efterlod dem; flydende med strømmen. På en liste over de savnede, var de. JEG LEDER EFTER MINE TO DØTRE OG MIN KONE! står der på sedlerne. Han kom hjem til et ødelagt hjem og ingen familie at finde. De var væk for altid.