Jeg er atten år gammel. Atten år. I de atten år, jeg har levet, har jeg oplevet meget, som jeg kan se tilbage på og være taknemmelig for. Jeg har haft en tryg og god barndom. Min mor var det bedste forbillede, det bedste menneske i hele min tilværelse og er stadig en væsentlig del af det.

Jeg lærte at spise sund mad, og jeg var ikke kræsen.
Jeg ville gerne have dén rødbedesuppe, som de andre synes, var så mærkelig og smagte dårligt. Mine forældre var akademikere, og de andres havde knap nok en 9. klasses afgangseksamen.
Min baggrund havde en vis indvirkning på den person, jeg skulle komme til at blive.

En person jeg, stadig den dag i dag, udvikler mig til at være. Jeg vil så gerne være god. På trods af depression, mangel på selvtillid og et ekstremt pres indefra må jeg håbe på det bedste.

Jeg faldt over nogle billeder på nettet, som fik mine øjne til at løbe. Én tåre efter den anden. Det var billeder af kvinder, som holder deres nyfødte babyer i deres udmattede favne. Kvinder, som er i fuld gang med at føde det, som skal vise sig at blive hele deres verden. Den tanke fylder mig. At være med til at skabe noget så unikt, så enestående, at det bliver omdrejningspunktet i ens liv. Allerede som attenårig sidder jeg og tænker det igennem, ønsker mig et barn. Mit eget barn.

Dog er tanken om at få et barn indenfor de næste 5 år skræmmende og frembringer en form for dødsangst i mit sind. Jeg må hellere droppe baby-tankerne, inden jeg bliver helt rundt på gulvet.

Jeg håber, at jeg end dag kan være så god en mor, som min mor var for mig. Jeg håber, at de depressive perioder vil ende, og at jeg vil være i stand til at opretholde en tryg og sikker barndom for hele min verden. Med hele min verden mener jeg naturligvis mit barn. Det barn, jeg kan håbe at få en dag.

Pyha. Det må vel være nok for én aften af snak om børn og fremtidsplaner. Sengen er redt, tænderne er børstede, og mit vækkeur ringer i morgen omkring klokken seks. Sikke dog en trængsel og alarm, der bliver i S-toget en fredag morgen. Jeg glæder mig ikke.