Jeg er særligt sensitiv. Da jeg var 15 år fik jeg en depression. Først som nybagt 18-årig fik jeg den reelle diagnose og behandling, jeg i årevis havde haft brug for. Mine tidlige teenageår var fyldt med selvhad, selvskade og konstante tanker om selvmord. Og selvom man kunne tænke, at fordi hormonerne rasede og seksualitet og tvivl på sig selv var så nyt og aktuelt, ved jeg nu, at min egen psykiske sårbarhed og de situationer, jeg blev sat i, var med til at kickstarte nogle år, jeg aldrig får igen.

Det hele handlede om mig selv. Det handlede om, hvor forfærdeligt jeg havde det, og nu - set tilbage i bakspejlet - kan jeg sagtens se, hvor langt ude jeg var. Selvom mine kognitive evner er blevet svækket af langvarig depression og stress genkender jeg glimt fra disse år i min hukommelse. Det hele virker som én stor tåget dag, jeg ikke kan finde hoved og hale i.

Jeg ville ikke have hjælp. Jeg ville ikke fortælle nogen om mine følelser, mine sår på arme og ben, mine blodige og skræmmende tanker; jeg ville gemme det væk i håbet om, at det forsvandt, og at jeg kunne blive pæn, tynd, glad og normal igen. Desværre gik det ikke sådan. Ikke dengang.

På trods af min store livserfaring fra disse oplevelser og år, ville jeg ønske - af hele mit hjerte - at jeg ikke skulle gå igennem noget så traumatiserende og skræmmende i en så ung alder. Jeg var forhelvede et barn. Jeg fortjente ikke at tænke mig selv i graven, og jeg fortjente ikke at føle skyld, skam og had over mig selv.

Det eneste, der er tilbage fra disse tider, er ar, en ramponeret og blodstænket dagbog og medicinhylstre. Jeg føler ikke længere skam eller had, men inderst inde længes jeg mere end noget andet efter at opleve at være 16 år gammel og oprigtigt glad. At fylde seksten og have det godt. At kunne huske de sidste fire juleaftener. At have lår og arme uden ar. At glemme alle de gange, jeg sad alene og græd, græd, græd. At glemme alt, der står i relation til min depression.

Her står jeg så. Lige begyndt på mit tredje år i gymnasiet fyldt med forventningens glæde, mens jeg alligevel dvæler over de seneste års tragedier og bekymrer mig over de næste, der kommer. Jeg er særligt sensitiv.