M og jeg har afviklet en 'bed-in' i dag ... 'Sofa-in' er teknisk set mere korrekt, men jeg prøver at undgå at fortabe mig i detaljer. Desuden var anledningen mere House of Cards og VM i skiskydning end verdensfred, så ... Faktiske er det også løgn, for selvom M kender et par VM-deltagere personligt og ville føde Kevin Spaceys børn, hvis lejligheden bød sig, handlede dagen på sofaen mest af alt om at være sammen; Korthus & Co var et alibi, en undskyldning for lige at holde kæft et øjeblik ... I de uger, der er gået, siden jeg sidst skrev, er feltet af universiteter, hvor M kan forfølge sin drøm om en Ph.d., blevet skåret ned, først fra 7 til 4, så fra 4 til 2 ... Det har været som at se en togulykke i slowmotion, skrigende bremser, slingrende vogne, deformerende aluminiumsplader, sveller af afrikansk jerntræ slynget gennem luften som tændstikker i en orkan ... Først røg universiteterne i Skandinavien, så dem i det øvrige Europa. Tilbage er nu 2 amerikanske ... Nå, men det er jo kun 3 år og en halv klode ... Fuck! Vi har 4 - 5 måneder, inden hun skal flytte, men hvad fanden skal vi med dem, hvis det hele bare fiser ad helvede til derefter? ... Jeg hader at gå og håbe på, at det ikke lykkes, at noget går galt i sidste øjeblik. Fuck, det er ondt og egoistisk. Men lige nu er det sådan, jeg har det. Og det gør mig til verdens mindste menneske. Et lillebitte, sølle menneske. Det, der er mest fucked, er, at vi kun har kendt hinanden i 3 måneder ... Er det overhovedet tid nok til at være så ked af en situation som denne her? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det føles af helvede til. Er det realistisk at forestille sig et forhold med en afstand på 6.000 hhv. 9.000 km + det løse?
M sover på min sofa nu.
Det holder jeg lige fast i indtil videre.