Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
8 år siden
Belvedere, #momlife & mis...
Racuelle Hei...
6 år siden
Stemme
Halina Abram...
7 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
10 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
8 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
8 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
12 år siden
At skrive
Josephine Lø...
10 år siden
Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
8 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
9 år siden
Hopeless..
MysteriousGi...
12 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
8 år siden
Advarselsbokse og hulahop...
Victoria Wan...
9 år siden
Gulv alene
Peter
5 måneder, 3 dage siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
6 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
11 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
16 år siden
Skagen
Peter
11 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
7 år siden
19-03-17
Hannah White...
7 år siden
Tankemylder og dagene der...
David Hansen...
8 måneder, 11 dage siden
Så fik voodoo-mutti kastet sine moderligt bekymrede, men kompetente, øjne på min højre skanke. Efter at have valset rundt om den varme grød i ti lange minutter endte hun med et par, tilsyneladende, uskyldige behandlingsforslag, men som den inkarnerede akupunkturforkæmper hun er, kunne hun naturligvis ikke dy sig for lige i en bisætning at få klemt ind, at 'the way of the needle' jo ER en mulighed. Jeg ikke en gang overvejede at argumentere; jeg smed min største trumf med det samme: en second opinion fra min far i konsultationsrummet ved siden af. Det lukkede kæften på hende øjeblikkeligt ... Moderat udstrækning, antiinflammatorisk gel, massage over og under det ømme område og træning i vand, indtil jeg er smertefri er nu the name of the game. Og det er fint nok alt sammen, og jeg er en forkælet idiot, fordi jeg klynker over at skulle gennemgå et aldeles moderat og i flere henseender ok behagelig genoptræningsforløb, nødvendiggjort af eget overmod, men det er sgu træls ikke bare at fungere. Mens jeg lå på briksen, fik hun også lige prikket til min jobsøgningsindsats, som er lig nul ... Jeg kan bare ikke ... Aghh, fuck! How to proceed? OK, here goes, på den ene side har jeg bestemt mig for, at det hersens dagbogsværk skal være ægte, i den forstand at jeg ikke har tænkt mig at moderere det, jeg skriver, fordi der nu er et publikum. På den anden side kan jeg allerede nu mærke lysten til at holde igen, når jeg nærmer mig noget, der afslører, hvad jeg i virkeligheden tænker, for hvad nu hvis det er for dumt, eller for egoistisk, eller plat eller slet og ret idiotisk? Og dét er sgu for dumt, så nu siger jeg det bare, som der er: jeg gider ikke arbejde. Sådan. Bum! Færdig. Og det er ikke et spørgsmål om, at jeg bare vil dase på en luftmadras i en pool resten af mit liv uden at røre en finger. Jeg gider bare ikke stå op hver morgen og vralte ud i bruseren og pisse shampoorester ned gennem hullerne i risten i gulvet og forholde mig til, at nogen derude på arbejdsmarkedets rullende bølger har en forventning om, at jeg har en bestemt profil, og derfor være tvunget til at bruge tid på at sætte håret og trimme skæget og måske tilmed stryge en skjorte og pudse sko ... Jeg gider det ikke ... Jeg gider ikke dårlige chefer og åndsvage kolleger og meningsløse møder og tvivlsomme målsætninger og søjlediagrammer om overskudsgrader og produktivitetsfremmende indsatser og eksportfremstød og mål for udviklingen af det digitale samfund, jeg bider ikke på vækst- og velfærdskrogen, orker ikke skindiskussioner om etiske spørgsmål. Jeg forlanger en verden, der ikke findes ... Min mors reaktion er, at det er uhygiejnisk at pisse i bruseren, og at der vel ikke ville gå noget af mig, hvis jeg skulle klæde mig lidt pænt på; det gør man jo ... MAN, det rygradsløse, anonyme, ikke-stillingtagende MAN ... Jeg bliver så træt. Så hvad VIL jeg? Tor Nørretranders skriver om tro på at tro; jeg tror på at ville, at det jeg SKAL med mit liv, er noget, jeg virkelig VIL. Og lige nu har jeg ingen fucking anelse om, hvad dét er. Og undskyld til dig hvis studieplads på KU jeg har siddet og skidt på de sidste 5 år, det var ikke med vilje, det var det virkeligt ikke - jeg troede, jeg vidste, hvad jeg ville...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Utopia er publiceret 18/11-2015 20:44 af Rasmus Tinn (Yorick).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.