Der er krummer på bordet. Og en kop med te-sjat. Og en bog med sprukken ryg og æselører. Ét hjørne sopper i en pyt af cola, eller kaffe, eller balsamico. Et andet hviler på kanten af et halvt rundstykke med Nutella. Jeg skubber bogen til side og løfter rundstykket op mod munden. Skorpen rasper mine læber til blods, og den lunkne nøddemasse klæber min tunge fast mod ganen. Som kulinarisk oplevelse er det helt fucked. Som drivmiddel for et dagbogsindlæg derimod ... Øh, nej? Ok, heller ikke optimalt. Problemet er, at jeg har prøvet en million gange før. Hver eneste gang har jeg ramt muren på linje to, og er så endt med bare at sidde og blinke om kap med cursoren på skærmen; det orker jeg ikke én gang til. Så det her crap bliver offentliggjort uanset hvad. Og så er dén kælderrude sparket ind, og vi kan komme videre ... håber jeg. I øvrigt er jeg ikke så stort et skovsvin, som de første linjer antyder. Jeg er bare lige (fredag aften) komme hjem fra rejse med P og har jetlag af helvede til og ingen mad i køleskabet og tusind ting at samle op på (tasker skal tømmes, tøj skal vaskes). Og midt i det hele får jeg lyst til langt om længe at gøre noget ved det her skriveri, og så er det jo pissebelejligt lige at have siddet på toppen af et bjerg og lovet sig selv at blive bedre til at leve i nuet og sådan noget. I morgen skal jeg i gang med at søge arbejde - det bliver en fest. NOT. Og P, som ellers havde lovet, at han helt sikkert havde nogen i sit netværk, jeg kunne snylte på, er blevet tiltagende mere vag, efterhånden som jeg er blevet mere konkret, så mon ikke jeg bare skal indse, at der ikke kommer nogen appelsiner dumpende fra den kant? Og nu har jeg pludselig fået ondt i venstre øre, korte, skarpe eksplosioner af glødende jern ... Mellemørebetændelse? Træk i flyveren? Tyfus? Måske slipper jeg for at søge arbejde...