Hvis jeg skulle følge mit gamle tankemønster, ville jeg for det første aflyse alle de aftaler jeg aftalte (?), da jeg var nede og skrabe bunden.
Jeg ville sidde heroppe på toppen og grine og spytte ned på mit svage jeg, kravlende rundt nede ved foden af korset, råbe skældsord og ryste opgivende på hovedet ad mit andet jeg.

Jeg ville glemme.
Glemme de frygtelige dage og uger, blæse på dem og blæse dem væk, som en ubarmhjertig storm over vesterhavets mørke beige sandstrande. Men man kan ikke fjerne alt af sandet. Der sidder altid noget i tænderne og knaser, og det er selvom munden aldrig har været bare en millimeter åben. Det er som om det sand SKAL være der. Dets skæbne med at ligge derude blandt billarder af søskende.

Men jeg fattede det. Jeg fattede mig.
Jeg har og er fattet.
At jeg kan have det godt og samtidig arbejde videre med mine "ting", fordi de er ikke forsvundet, bare fordi jeg nu er på toppen. Og det er endnu et skridt på vejen.

Og selvom jeg inderst inde godt ved/vidste det, så har jeg et brist. Eller om man kan kalde det et brist er nok så meget sagt. Jeg tiltrækkes!
Ikke bare engangimellem og ikke bare af hankøn. Også noglegange af hunkøn, og jeg VED at jeg ikke har homoseksuelle tendenser. Det er ikke helt på den måde jeg tiltrækkes. Og alligevel.

Men mest hankøn. Og ingen af dem ville jeg vende mig om efter på gaden, men nogle af dem har en udstråling, som synger mig ind til dem og prøver at lokke mig ind til revene.
Men ikke kun i den fysiske verden tiltrækkes jeg.
Også i den antifysiske.
Når man får lov at se ind i et andet menneskes sind og ser hvor smukt det er, tiltrækkes jeg.

jeg tager det ikke seriøst, fordi det ville jeg gå i stykker af og andre ville gå i stykker. Men jeg undrer mig.
For hvad er lyst og hvad er flirt?
Og ligger de ikke i ske?
Det er flygtigt, heldigvis, og jeg har aldrig forfulgt tanken, heldigivs, fordi jeg ved det forsvinder, når jeg tiltrækkes af en anden.
Det skal ikke tages alt for seriøst, fordi det er det ikke, men bare fordi man er sat til anden side, holder man jo ikke op med at være menneske. Man lukker ikke af og kapper forbindelsen til sine føleleser og lyster.

Og engángimellem møder man et menneske som gør at sommerfuglene igen basker i deres små pupper. Måske ER vi ikke skabt til monogame forhold. Måske bilder vi os det ind eller bliver socialiseret til det.
Jeg ved det ikke.
Det er lige meget.
Det skal ikke tages seriøst!

Kig på citronen og nyd synet, men lad være med at smage...he..he..syre er ikke godt for emaljen!