I morgen sker der måske noget igen eller også gør der ikke. Jeg er blevet mere bange end jeg var for et år siden. Jeg tror ikke rigtigt på at vi er sikre nogensteder mere ...ikke engang herhjemme.
Jeg prøver at leve fuldt ud hver dag, men motivet er det forkerte. Fordi jeg er bange for at dø. Frygten sidder der inde hele tiden og prikker til mig. Min fantasi tager livet af mig nogle dage. Hvad nu hvis..og hvad nu hvis...
Det var almindelige mennsker som dig og mig der tog på arbejde i morgen for et år siden. Hvem kan sige at livet og verdenen ikke er forandret? ærligt!
Jeg synes, at det er en skræmmende lille verden jeg lever i. Måske skulle jeg grave den jordhule ude i skoven og bare melde mig ud af samfundet, men det er for nemt og dumt. Sådan føler jeg bare engangimellem.
Jeg vil bruge dagen i morgen til at tænke på de stakkels mennesker, der stod overfor det frygtelige valg om de skulle springe eller blive.
Amerikanere, muslimer, kristne, japanere, indere...ligegyldigt...De var mennesker!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.