Tanker, tanker, tanker... Følelser, følelser, følelser... Accept eller ikke accept - that's the question! Jeg skal acceptere... - og jeg skal ikke tænke mig frem til at acceptere!! Jeg skal mærke mig frem til accepten! Ok, det var en tricky en! Hvordan føles det inde i mig, når jeg tænker på at acceptere, at min fortid har været, som den har været?
Det føles rigtigt... - jeg sad lige nogle sekunder og mærkede efter. Det føles faktisk rigtigt. Men hvad holder mig så tilbage? Jeg mærker lige efter....
Alt det uudtalte, var det første der lige slog mig. Og ordet angst dukkede også op. Det vil vel egentlig sige, at det der holder mig tilbage fra at finde accepten af min fortids indholds eksistens, er at jeg føler, at der er så meget, jeg skal have sagt højt - samt at jeg er bange for alt det nye, som denne accept vil kaste mig ud i....
Altså, opnåelsen af accepten af min fortid bliver bremset grundet mit behov for at få luft samt angsten for det ukendte.
Ergo; behov og angst er stopklodserne.
Lad os starte ved behovet.
Det at have et behov, betyder at man har noget, der skal fyldes op. Fysisk såvel som psykisk. Når dette rum - lad os kalde det det - er fyldt op, har man ikke længere behovet. Nogle former for behov har man kun i perioder af sit liv. Andre, så som de fysiske, vil man altid have, da de dagligt skal fyldes op. Hvis man ignorerer et behov, fordi tanken om at udfylde det er ubehagelig, vil det rum der skal fyldes op udelukkende blive større og større. Og en mulig afsked til dette behov vil forsvinde ud i periferien. Man skal tage alle sine behov alvorligt. Dog skal man have for øje, at det man føler, at man har behov for ikke altid er et realistisk behov. Jeg kan føle, at jeg har et behov for at råbe og skrige af en person, som jeg føler har trampet på mig. Men det jeg egentlig i den sammenhæng reelt har brug for er en forklaring og måske en undskyldning.
Ergo; Impulser kan frembringe behov, som ikke skal fyldes op. Men derimod tages op til revurdering. For et behov kan faktisk ændre karakter efter en gang grounding og mindfulness.
Jeg er fyldt op af grumme minder fra min fortid. Og jeg føler dagligt et behov for at fortælle folk - specielt mine kontaktpersoner - om disse ting. Det har jeg gjort i lang tid. Men alligevel er min tilstand ikke blevet forværret, hvilket jeg tænker, at den ville blive, hvis behovet var så stort, som mine tanker fortæller mig, at det er. For igen; et behov der ikke bliver dækket, vil vokse sig større og større.. - og til sidst ende i en mental eksplosion. Måske betyder dette så egentlig, at mit behov for at fortælle om min fortid, faktisk slet ikke er et behov. Jeg kan føle, at det letter, når jeg fortæller. Jeg kan føle trygheden ved at dele det med nogen, så jeg ikke går alene med det. Og nogle ting ved jeg, at jeg SKAL sige for at få lettet mit hjerte - og have større chance for at acceptere min fortid på godt og ondt.
Men selv om at der er en fandens masse ting, en fandens masse VOLDSOMME ting, som jeg ikke har delt med nogen, så er min tilstand i løbet af de sidste 3år gået fra at være et døden-nær-tilfælde til at være en pige der rent faktisk altid kan komme frem til, hvorfor hun handler, tænker og føler, som hun gør - og agere ud fra det hvis hun ønsker og vil det.
Så rent faktisk tror jeg, at jeg er nået frem til, at det behov for at få luft, som jeg hele tiden har troet var en del af mig, faktisk ikke er et behov. Men derimod en lyst/trang til at dele og blive forstået. Selvfølgelig er der nogle ting, som jeg af nødvendighed fortæller. Men begrebet behov tror jeg godt, at jeg kan slette....
Og så til angst...
Angsten holder mig også tilbage.... Angsten holder mig også tilbage... hmmmm.. - siger det lige igen; angsten holder mig også tilbage. Og så siger jeg det lige 10 gange mere inde i hovedet. Dermed også sagt at min hjerne er gået i stå. Nåh ja, for fanden.. - jeg glemmer helt at mærke.... Øjeblik...
"Jeg er bange for virkeligheden", var den første sætning der kom ind i mit hoved. Og egentlig kan det vel heller ikke siges mere tydeligt... Jeg er bange for at acceptere at min fortid har været, som den har været, da det på sigt højst sandsynligt vil kaste mig ud i virkeligheden. Og med virkelighed mener jeg; verdenen uden for psykiatrien!
Jeg sidder og bliver gal nu. For det her er et emne, som jeg har arbejdet med til hudløshed. Og jeg føler ikke, at jeg er kommet et skridt videre.
Jeg er bange for at komme ud af psykiatrien. Dermed også sagt; jeg er bange for at stå uden kontaktpersoner. Jeg kan på ingen måde forestille mig, at det kan blive en succes. For mig er denne tanke udelukkende forbundet med utryghed, angst, frustration, selvskade, tilbageskridt og irritation. Selvfølgelig vil jeg gerne kunne det...! Jeg vil gerne kunne være selvhjulpen!! Men jeg kan ikke se det ske!! Jeg kan ikke fremmane et eneste billede, hvor dette vises som en realitet. Og så er det sgu da ikke særlig fedt at forholde sig til.
Øøøh, skulle jeg egentlig ikke skrive om accepten af min fortid? Angst... Nåh ja.. - angsten holder mig tilbage. Den er en af de væsentlige grunde til, at jeg ikke kan acceptere min fortid. For puuuha... - det kan jo ende med, at jeg bliver selvhjulpen.
Jeg var på rette spor.
Men altså... - det føles også forkert for mig at acceptere min fortid, for i mine ører lyder det som om, at jeg så også accepterer det, som folk har gjort imod mig. Som om at jeg via accepten også legaliserer det. Jeg ved godt, at Lena siger, at jeg ikke accepterer deres handlinger. Det er ikke det, hun mener med accept af min fortid. Det jeg skal acceptere er, at den har været, som den har været. For jeg kan ikke ændre på den. Og ved at acceptere den kan jeg ligge låg på - og derved komme videre i mit liv!
Har jeg for megen fokus på min angst? Vil det være lettere at opnå en accept af min fortid, hvis jeg forsøger at arbejde intensivt på at flytte fokus fra min angst og i stedet koncentrere mig om de ting, som jeg rigtig gerne vil i min fremtid? Jeg tror rent faktisk slet ikke, at jeg skal tænke, at jeg kun kan komme videre i mit liv, hvis jeg accepterer min fortids eksistens. For ved at have fokus på "at komme videre i mit liv" tillader jeg angsten at spænde ben for mig.
Måske skal jeg nøjes med at sige til mig selv: "Ved at acceptere at din fortid har været det rene lort, viser du, at du ikke længere hopper, når andre siger hop - men at du derimod står ved dig selv og ikke finder dig i alt det fucking shit, som nogle mennesker ynder at jonglere rundt med!"
Punktum!!!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Jeg skal nå frem til en accept af alt det lort jeg i min fortid har måttet gennemgå... er publiceret
14/06-2013 13:41 af
Acolapissa.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.