Hej Dagbog,

Jeg kan ikke læsse af på mine venner - de forstår det ikke og alt det der med at de ikke skal se mig anderledes.. og så bryder jeg mig ikke om at klynke.

Det er lidt over en uge siden at han skød sig selv. Først hundende og så sig selv. At han "kun" er min mors onkel betyder ikke noget. Vi er tætte i vores familie og det betyder noget. Jeg er ked af det på hans børns og børnebørns vegne. Ærligt, så tror jeg at hans kone har det bedre uden ham nu han har været dårlig så længe.. men ville ønske han ikke havde valgt at skyde sig.

Hvorfor er det at alle i min familie gør den slags ting? Det får mig til at tænke på om jeg også ender med at knække psykisk og ende det hele... Det har jeg ikke lyst til, men kan ikke lade være med at tænke tanken. Nævnte det kort for en kammerat, og han svarede at jeg jo ikke viste nogen tegn på at være "tosset", men betyder bare jeg gemmer det godt.
Som mor siger: jeg er god til at tage mig sammen.

Hele skudepisoden har også taget på mor og har mindet hende om far. Hvilket er forståeligt, men hun vil så gerne fortælle om ham og jeg kan ikke have det i hovedet... Men jeg kan ikke sige nej, hun har ingen andre at snakke med det om. Det er bare så hårdt, for er jo ikke fordi jeg ikke tænker på min far, men har ikke lyst til at hører historier om hvordan bedemanden kom med hans tøj i en sort sæk... Hvordan liget skulle identificeres. Den slags kan jeg ikke have i hovedet!

__________

Puha det lettede... Så er det ude.