Så står studenterhuen for døren og jeg skal til at være voksen "for real". Tiden til at flytte ud er nært forestående og til at begynde et helt nyt kapitel af mit liv - alting fra nu af vil være nyt og forhåbentligt spændende.
Men, der er altid et men, der er en jeg mangler. Min far er ikke tilstede og kommer ikke til at være det. Han er der ikke til at sætte huen på mit hoved, se mig danse afgangsdans eller hjælpe mig med at flytte... Mit hjerte føles bare så tungt...

Kan kun sige gud ske tak og lov for mine vidunderlige venner der støtter, selvom jeg ville ønske der var en af dem jeg virkelig kunne fortælle hvordan jeg har det. Men sådan er det ikke. For Astrid er af sten.