Mine tanker er på vej til udkanten. De finder vej intetsteds. De kører rundt i rundkørsler, hvor min krop ikke er med. De giver en omgang og så en omgang til, i den inderste bane. Jeg skal tvinge dem til at blinke af og svinge ud. Jeg kan ikke fortsætte ligeud og tillade mig selv at være på vej et andet sted hen. Jeg er fanget i denne tankens cirkel. Jeg klistrer mig til omkredsen af en midte af ingenting. Ingen løfter, ingen håb. Bare gisninger, der hænger som støv og udstødningspartikler i luften.

Mand med slips: Hans læber er fyldige, men giver ikke efter. Ikke en blød mund, man smelter ind i. Hans kys er korte, afmålte, overfladiske. Hans krop famler efter min, vi er to puslespilsbrikker, som ikke passer sammen. En famlen, som efter en stikkontakt i mørke, utålmodigt søgende. Lyset tændes aldrig. Han famler blot videre og snubler over mine kropsdele igen og igen. Vi er ukendte for hinanden, det er som at gå rundt på et mørkt loft og med angst og usikkerhed støde fødderne mod genstande, og føle efter hinandens fælder. Og efter ligger vi begge som parallelle togspor i sengen, som måske aldrig krydser hinanden igen. Så husker jeg ikke mere, før jeg vågner frysende op og som en blind passager søger ind til en krop, som ikke tager imod mig. Men før sengen kunne jeg lide, hvad jeg hørte og så. Men nu er der bare en blind plet, som mine øjne forgæves forsøger at udfylde.

Mand med Måne: Hans blikke rummer landskaber, som jeg er sikker på breder sig frodigt og eventyrligt ud, men jeg får kun lov til at kigge gennem nøglehullet. Men hans mund er blød, og når vi filtrer sammen så glemmer jeg hvilke dele, der er mig, og hvilke dele, der er ham. Vi sover ind i hinanden, nogle gange tæt sammen, nogle gange med afstand. Men når jeg har brug for at blive viklet ind, så er han omkring mig, før jeg når at tænke tanken. Men uden for sengen er alt afmålt. Uret spændes på armen, skjorten knappes. Han er nærig med hans ord, men han er gavmild med hans kærtegn. Men imellem nætterne står der fængsler af tavshed. Jeg vil altid være nummer 2.

Jeg har lyst til at tage en fortrydelsespille, som aborterer min forelskelse.