Mumitroldene tog mig i hånden, i det mørke dyb på den provinsielles skoles lange linoliumsbetrukne gange. De tog mig i hånden og med deres buttede dejhvide kroppe trak de mig med ud i naturen, langt væk fra de klæbrige svedlugtende gymnastiksale derhen, hvor der var dunkelt og melankolsk, men hvor der var historier og små finurlige figurer bag hver en stamme. Skolegangene var også dunkle og melankolske, ensomme og kedelige og lugtede let af bræk, støv og af sur mælk og fladmaste madder. Jeg kunne ikke lide rutinen, og jeg kunne ikke forstå princippet med, man skulle være der. Hvis jeg ikke kunne se idéen i det, så gik jeg hjem til den tomme lejlighed. Jeg fodrede mine to skildpadder og skubbede lidt rundt med korkpladen, de solede sig på. Min far gik meget op i at fodre skildpadderne. De fik småbitte stykker engelsk bøf rullet i pulveriseret æggeskal. Ikke det tørfoder! Levende væsener skal have ordentlig føde, mente min far. De skal have kalk til skjoldet og sovs til pelsen, de skal have noget, de kan vokse af. Jeg ved ikke, om det var noget, han vidste noget om, men sumpskildpadderne voksede i hvert fald i samme hastighed som limousinekvæg. De havde skarpe tænder og kunne bide en finger til blods. Også de stak af i tide og utide, og gemte sig under sengen ved radiatoren, når de kunne komme af sted med det. Vi gav dem senere væk til Oasens Grønt og Blomster. Der kom de i et stort bassin med mange nye artsfæller.

Som regel smed jeg den fladmaste madpakke i papirkurven på mit værelse, fandt nogle tørre cornflakes i køkkenet, og satte mig ned bag hjørnesofaen i stuen. Skolen ringede selvfølgelig til min mor, som blev nødt til at tage hjem og lede efter mig. Jeg kunne høre hende gå rundt i lejligheden og åbne døre og kalde på mig. Indtil hun var overbevist om, at jeg ikke var hjemme. Mumitroldenes tungsind og vinterhi var starten, eller i hvert fald den start, jeg husker. Siden mumierne, sejlede jeg en periode under havet med Jules Verne, jeg rejste jorden rundt, jeg boede en stund på en øde ø med Robinson Cruesoe og Fredag. Jeg havde en lang periode, hvor jeg kun læste om hvaler, hajer og delfiner. Overalt på mit værelse var der bøger fra biblioteket, og under de store blå-turkise flader lå jeg og boblede sammen med de store grå-hvide kæmper, og sammen med dem studerede jeg nedefra, hvordan solen oplyste partiklerne i de øverste lag. Jeg nægtede at komme op til overfladen, og jeg nægtede at udfylde siderne i min danskbog. Der var ingen hajer i skolebøgerne, kun flueben. De dage jeg ikke gik hjem fra skolen før tid, smed jeg også min madpakke ud. Lærerinden gav mig hendes rundstykke, og skrev i min kontaktbog, at min mor skulle sørge for, at jeg fik en madpakke med. Jeg sled min mor op med madpakkebekymringer. Hun fandt dem overalt. I køkkenskraldespanden. I papirkurven på mit værelse. Hun smurte nye og forbedrede versioner. Hun forsøgte alle slags pålæg, leverpostej, salami, banan og røde pølser, én gang prøvede hun endda med piratos. Hun prøvede med små sjove sedler og overraskelser, men lige meget hjalp det. Madpakkerne røg i skraldespanden og lærerinden fik aldrig sit rundstykke. Jeg var et sultent barn, og jeg fik aldrig noget at spise.