Til morges blev jeg vækket af telefonen kl. 11 - ja, der burde man jo nok være stået op, men det var vi ikke. Min lillesøster (med kæreste) ville gerne komme forbi i dag. Hmm.. det var lidt ulige hende bare lige at ringe og jeg var groggy, bad om at få lov til at svare senere. Vi har haft massere at se til de seneste par dage og trængte virkelig til en "fridag". Jeg ville også gerne træne, så endte med at foreslå i morgen istedet. Fik så en sms fra min søster om at der var noget hende og kæresten meget gerne ville fortælle os. Her vendte jeg mig så om til min kæreste og sagde at jeg troede hun var gravid...... Bingo!

Min 24-årige lillesøster der har haft en depression i det sidste år, er på lykkepiller, ikke kan gennemføre en uddannelse, har svært ved at styre økonomi kontra luksus og fornylig har fundet en ny kæreste oven på rod med utroskab og seksuelle eksperimenter er gravid og vil gerne have barnet. Jeg kender ikke engang den nye fyr ret godt. Hvordan skal det gå? Dont really know - hun er på den positive side god til børn. Forhåbentlig vokser hun med opgaven. Det første jeg spurgte om var hvordan graviditeten var i forhold til hendes lykkepiller, men det skulle ikke være et problem mente hun.

Nå, men senere ringede min mor for at fortælle at hun havde mørbrad liggende til os - en nabos fryser virkede ikke. Efter træning var jeg over for at hente den og stødte ind i søster. Ud over at vi naturligvis talte om graviditeten begyndte hun at hilse mig fra den ene og den anden i min familie der ikke lige umiddelbart bor i byen eller sammen. Da jeg spurgte ind til det, fik jeg at vide at hun havde været over forbi "fars julefrokost". Min farmor plejede at holde en her 2. juledag, men den var aflyst i år da hun er flyttet til Spanien. Det er da udmærket at min far har taget traditionen op, men jeg har ikke hørt noget som helst om det. Min søster havde tilsyneladende, men jeg er vist blevet "glemt". Det er nok ikke personligt, jeg tror bare rent faktisk at jeg er blevet glemt. Jeg tror min kæreste begynder at fornemme hvorfor mit forhold til min far vakler. Han forsøger ellers meget at forsvare ham. Det er nok bare typen min kæreste er; vi vil helst ikke tænke ondt om andre, men det giver det bagslag at han så ikke rigtig tror mig på ordet når jeg fortæller hvordan min far er. Han laver undskyldninger for ham. Her sagde han at det var "tankeløst" af min far. Det er det også. Meget.