Jeg talte med min storebror i går, som også er ved at skrive på et projekt..en roman.
Og selvom jeg godt ved det og at jeg ved at andre herinde også gennemgår det, så er det nu dejligt at høre at der er andre der har op og nedture i deres skrivning.

Men hvorfor?

Hvis man fjerner det med tiden, som jo egentlig ikke skulle have den store indflydelse, hvis det er noget man virkelig går op i, men alligevel har, så undrer det mig.

Hvordan er højre hjernehalvdel skruet sammen og skiftes de to halvdele til at dominerer?
vi blev begge enige om at man ikke kan sidde og bare vente til at lysten, men at man også skal tvinge sig selv engangimellem, men når selv tvangen udebliver, hvad er så tilbage?
Dovenskaben?
Manglende interesse?
Manglende passion?

eller ER det noget fysisk?
Kunne man påvise pr. EEG eller CT eller hvad det nu hedder, et bestemt område i hjernen, som havde nedsat aktivitet mht. det til kreative i visse perioder og kunne man måske påvise hvorfor?

Nej, det er nok et langskud..he..he
men hvor ville det dog være let!

Jeg kører nu på min 3. måned,. Men det er ikke fordi jeg er holdt helt op med at skrive. Jeg har bare ikke set til mine novellers side, fordi bare tanken om dem, irriterer mig stadig.
Så intet nyt fra Nordfronten..*GG*

I går skete det engang til.
Og jeg ved ikke hvad der gik galt.
...det gør jeg aldrig, men jeg skyder skylden på fysisk og psykisk træthed......og så lidt på alle de andre..he..he

Jeg talte igen før jeg tænkte, hvilket er sket lidt for tit siden jeg er kommet ned på 1. sal.
Og jeg blev rasende. først troede jeg det var på Ulrik, men det var nok fordi det var det letteste og fordi jeg inderst inde godt vidste at det var på mig selv. Så Dum!!!
Men det er jeg jo ikke. Hvorfor kan jeg så ikke alde være med at prøve at bevise det for alle møder. At jeg ikke er dum, selvom jeg opfører mig lidt anderledes.

Men i går VAR jeg dum. Ganske enkelt.
Ingen undskyldning. Og jeg HADER mig selv for det, fordi jeg ikke lige tænkte mig lidt om inden jeg åbnede gabet op og fik øjenbrynene til at trække sig helt over i nakken af forundring hos de tilhørende.

Men da var det for sent. Ordenene vAR lukket ud og kunne aldrig sluges igen og jeg måtte stå til regnskab for mig selv. Men sådan er det. jeg kan ikke gøre noget ved det nu. Problemmet er nok nu, hvis jeg kender mig ret, at jeg vil gøre endnu mere for at bevise at jeg ikke er dum.
SKAL jeg virkelig bekræftes så meget?
I min tidligere tidsalder var det mit udseende jeg gik op , men nu er det skiftet til min intelligens. Men hvor meget er egentlig skiftet?
Årsagen er der stadig, navnet ligeledes, men de er bare forklædte.
En ulv i fåreklæder!..og jeg troede jeg havde forandret mig..ha..ha..ja,ja...
Jeg prøver stadig på at få ros fra min far..hvor sølle er det!!!

Det værste er, at jeg faktisk får det jeg vil have, men som den perfekter perfektionist vil mere have mere, som jeg ikke tror på det.

Noglegange prøver jeg, hvor sygt det end lyder, at genfinde min tilstand lige
efter fars død, hvor jeg var ligeglad.
Hvor jeg tænkte hver gang :" Det er jo lige meget, du kan dø i morgen!!"
Dengang rodede jeg mig ud i ting som jeg aldrig kunne finde på nu. Sjovt at tænke på nu og også lidt tragisk.
De er blevet til anekdoter om en anden kvinde i en anden ham. En ham, som jeg forlængst troede, at jeg havde lagt fra mig, men jeg kan mærke at der stadig sidder rester tilbage og nok altid vil gøre det.
Man kan nok ikke fornægte sin fortid uanset hvad man gør. Uanset om man selv mener, a t man er klar. Fordi ER man nogensinde klar?
Fortiden sidder jo i een og er en del af een og har gjort een til det man er.

Og der er vel altid sider af sig selv man aldrig helt bil kunne acceptere.
SElv de mennesker som udviser en ro der emmer omkring dem bare de viser sig i døren. Selv de mennesker kæmper ved også med aspekter fra deres fortid, som de ikke kan accepterer.
Det gør vi alle nok. Det er jo det betaler psykologernes løn..he..he, men jeg skal sateme ikke til psykolog. Jeg VED godt hvor skoen trykker og jeg VED at jeg har et decideret faderkompleks.
Hvorfor finder jeg ældre autoritære mænd så så tiltrækkende?
Jeg ved det jo godt.

Og jeg er ikke specielt bange for min fortid. Men det jeg er bange for er, at jeg har bildt mig selv ind at den tid var dengang og i dag er nu og at de to er fuldstændig adskilt...og det er de jo ikke!!!
De hænger sammen som siamesiske tvillinger. Ligesom hørjre og venstre hjernehalvdel.
Den ene udgør den anden og de skiftes til at dominere.
så måske skulle jeg angribe min højre og tvinge den til at skrive igen.
Face the demon..he..he