Jeg har verdens sødeste svigermor. Det var noget af det første B sagde, da vi lærte hinanden at kende: "Hun bliver en rigtig god farmor!"
Og det er hun bestemt også. Hun knus-elsker vores lille datter (lad os kalde hende Pible) og kan ikke have, hvis der går mere end to dage imellem hun ser hende. Hun har gjort rigtig meget for at lære mig at kende, og hjælper mig med at gå tur med Pible og hunden, så jeg kan få sovet lidt.

Men i dag blev jeg rigtig vred på hende - en følelse jeg i forvejen har svært ved.. Men jeg vil prøve at give vreden rum og plads, og måske bruge den til noget konstruktivt.

Den forholdsvis lange historie er, at hun kom forbi her til morgen, lige inden hun skulle på arb. Hunden var her også, og som sædvanlig ikke til at styre, da hun kom, og hoppede rundt som en sindsyg.. Det gør hun altid, når farmor og farfar er i nærheden, for de stop-fodrer hende med godbidder..

Pible lå på sofaen og Bedste satte sig og pludrede med hende. Hunden ville også være med (en stor labrador/Golden retriever blanding), så hun gik mellem sofa og sofabord og Bedste sad nu og kælede med hunden samtidig, som stadig ikke kunne styre sig.. Jeg prøvede at få hunden væk og det endte selvfølgelig med, at hunden lavede et hop, og kom til at "kradse" Pible i hovedet, så hun satte i et ordentlig hyl, og vi blev vildt forskrækkede. Bedste rejste sig hurtigt med Pible, og jeg bad om at få hende, så jeg kunne trøste hende og se skaden an.
Hun havde en lang hudafskrabning hen over hovedet, som stoppede i panden efter én af kløerne og en lille efter en anden. Det var nok mest foskrækkelsen for os alle, der var værst, men hold op hvor var det en frygtelig oplevelse.. Bedste var vildt ked af det, og jeg sagde, at det ikke var hendes skyld, men kunne ikke lade være med at bebrejde hende i mit stille sind.

Da hun var gået, blev jeg decideret vred og tænkte: "Hvad f*nden bilder de (bedsteforældrene) sig ind at give den hund godbidder hver eneste gang de ser den, så hun bliver krop umulig, når hun ser dem, og slet ikke vil høre efter?" Det er en slags misforstået godhed, som i mine øjne bare er ren egoisme, lissom når man giver små babyer slik.. De får ikke noget godt ud af det, men forældrene får et helvedes postyr.

Nå, men jeg har snakket med både en veninde og min mor og tudet, for der er ikke noget værre end når ens barn kommer til skade, og det er skide svært at sige fra over for svigerforældre, men det skal gøres, før eller siden, og sikkert mange gange, så det er bare om at komme i gang..

Dumme dumme...alle sammen. Godt der ikke skete mere..