Et par ord her søndag morgen.


Åh hvor er det svært, det her.
En lille opdatering: for nogle måneder siden stoppede jeg det med min kæreste, fordi det bare var for svært. Men det holdt ca. en dag og så prøvede vi igen, for jeg elskede (elsker) så forfærdeligt og jeg ville bare blive ved med at kæmpe. Nu er der gået 3 måneder mere og nu sidder jeg alene, igen.

Det er så trist, men jeg blev nødt til at gøre det slut. Jeg kan ikke mere. Men det gør desværre ikke mindre ondt at have taget beslutningen og sidde her alene. Men jeg VIL være glad og har ikke lyst til at bruge mit liv på at bekymre mig og føle det er anstrengende det meste af tiden at være med min kæreste. Det er bare så pisse uretfærdigt at jeg så elsker ham så urimelig meget. Jeg vil kun sidde i hans arme:(

Det var så ulykkelig en situation: Vi havde i noget tid aftalt at han og hans to børn skulle på ferie med os hos mine forældre, som bor på en gård i provinsen. Børnene glædede sig helt vildt og snakkede en masse om alle de ting de skulle lave på ferien. Jeg kunne imidlertid mærke, før ferien, at det her forhold ikke kunne gå. Jeg havde opgivet. Men jeg kunne ikke bære at de børn skulle have at vide dagen før eller samme dag at de ikke skulle af sted, så jeg sagde til mig selv jeg bare måtte gøre alt hvad jeg kunne for at de ville få nogle gode oplevelser og så måtte jeg snakke med min kæreste når vi kom hjem.
Det var virkelig ikke sjovt. Børnene havde det rigtig godt. Men indeni var jeg bare så tom og trist. Og det endte også med at jeg var tvunget til at sige noget på ferien, fordi han kunne mærke der var noget og sagde at han følte at jeg bare ville gøre det slut ligeså snart børnene ikke var der. Og derefter var det bare et helvede. Han blev selvfølgelig vred og ked, men reagerede med at være helt kold over for mig. Det var frygteligt og skulle bare prøve at være glad med børnene. Ønskede så meget bare de dage skulle overstås.
Jeg ønskede virkelig ikke at vi skulle snakke om det på ferien, men det kunne ikke være anderledes.

Da han rejse hjem med børnene, blev jeg nogle ekstra dage med min familie. Og jeg HYLEDE og TUDEDE og skreg og råbte og var bare så ulykkelig. Jeg holdt taler for ham og børnene (altså uden de var der ). Det var virkelig indbegrebet af smerte.
Ud over smerten over at miste min elskede, som for mig på nogle punkter bare er guddommelig, så var jeg også ked over at børnene var involveret og min familie også.
Og et par dage med at græde så inderligt og mærke smerten ind til knoglerne, så kunne jeg også blive i godt humør, lettet, glad, og optimistisk over for fremtiden. Og var glad for jeg havde gjort det og ikke i tvivl om at det var det rigtige. Jeg har prøvet SÅ meget med det forhold. Parterapi, terapi, mediteret, skrevet og skrevet, læste bøger, snakket hundredevis af timer med veninder og familie, dyrket en masse motion og slået alverdens knuder på mig selv for at få det til at gå (hvilke medførte at jeg nærmest blev syg). Ødelægger mig selv ved at blive ved med at være i forholdet.

Og selvom jeg stadig også kan være i godt humør, så er mine følelser så ustabile. Bryder bare pludselig ud i gråd og jeg er bare så trist. Han bliver ved med at skrive og synes ikke det skal være slut. Og det er så fantastisk svært, når jeg ikke kan forestille mig noget bedre i verden end at blive holdt om af ham. Så stopper alle tanker. Problemet er bare at det nærmest kun er når vi ligger i hinandens arme det er så godt, for der er hele tiden problemer med kommunikationen. Har flere gange bare ønsket at vi skulle blive til statuer så vi kunne være der sammen uden problemer.

Og nu sidder jeg her. Har heldigvis gode venner og familie og det betyder alt. Men det er så trist. Jeg elsker ham så frygteligt. Og det skærer i hjertet når han skriver.

Jeg har levet mange år alene, og kan generelt rigtig godt lide at bruge tid for mig selv. Men hvor er det svært at sidde alene i min lejlighed. Er sammen med nogen hver dag og det er godt, men kan bare mærke at jeg bare ikke har lyst til at leve uden en kæreste længere. Men jeg ved godt, sådan skal det være nu.

Hele vores historie gør ondt. Vi har været så meget i gennem og kæmpet og kæmpet fordi vi elsker hinanden så meget. Og det giver bare slet ikke mening at alt det vi har investeret i hinanden, er spildt. Han er kommet så tæt på mig og nu kan han bare ikke være der mere. Det er som at miste en stor del af sig selv.
Åh græder og græder.

Udenfor er det det smukkeste forår. Og det er svært at nyde rigtigt. Er bare så taknemmelig for menneskene i mit liv. Hvad skulle jeg ellers gøre.

I går da jeg var sammen med en veninde, mødte jeg min gamle kæreste, at alle mennesker. Han er en person som er dukket meget op i mine drømme mens jeg har været sammen med R (ham jeg lige har gjort det slut med). Og grunden til at han er dukket så meget op er, at vi kunne snakke om alt og vi havde et ”soulmate” lignende forhold. Alt det R og jeg havde svært ved, det havde jeg ikke svært med min gamle kæreste.
Det kan ingen jo hamle op med, det ved jeg godt. Jeg manglede så til gengæld nok noget forelskelse dengang.
Blev helt forvirret af at møde ham. Ham som jeg har følt mig så tryg ved og som jeg har GRINET så meget med. Noget af det jeg savner allermest lige nu, det er at GRINE med en kæreste. Det har jeg haft svært ved med R, og det er ellers noget jeg synes er allervigtigst. Men man bestemmer jo ikke hvem man bliver forelsket i.

Efter jeg mødte ham i går, kom han i mine tanker. Det hele rodede bare rundt. Men brød bare tudende sammen igen i aftes. Det er jo R jeg elsker, og jeg synes bare det hele er noget pisse lort.

Jeg ved det tager tid sådan noget her. Men har også bare grædt så meget gennem forholdet og er bare træt af smerte. Og ambivalens.

Men det er stærkt af mig at stå ved så svær en beslutning. Det er virkelig hårdt at skulle stå i mod når han står der og vil have mig. Når han er det mest fantastiske jeg kan forestille mig. Men vi kan ikke sammen.

Jeg vil mig selv og mit liv. Jeg vil være afslappet med min kæreste, kunne snakke med min kæreste og kunne grine med min kæreste. Jeg vil udvikles og jeg vil ikke bruge samtlige af mine ressourcer. Der er rigtig mange andre ting i livet jeg kunne bruge min energi på. Har ikke lyst til at bruge al min energi alene for at opretholde et forhold.
Øv.

Tror jeg skal ud med et par kolleger til 1. maj i dag. Øl i solen gør nok godt.
Håber sådan jeg kommer godt i gennem det hele.