Åh hvor gør det ondt. Drømte i nat at jeg ville ringe til ham og børnene, men der var bare mærkelige lyde i telefonen så jeg kunne ikke komme igennem og jeg måtte vist heller ikke ringe til ham.
Jeg græd lige så snart jeg vågnede ved tanken om at jeg ikke skal være sammen med ham mere. Og jeg bliver bange- Åh nej, har jeg truffet den forkerte beslutning, nu er det for sent. Det er forfærdeligt. Han lever i mig og jeg ved at han gerne ville fortsætte. Det er min beslutning og det er så svært.
Der er bare så mange ting der er for svære mellem os. Det er bare svært at huske på de ting, når man savner: ( Jeg havde håbet på at det var lettere at acceptere hvis det ikke gik her i 2. omgang, for så vidste man da at man havde forsøgt og kæmpet. Og det er på sin vis også rigtigt, men det er stadig skide hårdt. For de gode ting, dem vil jeg jo savne frygteligt alligevel. Og på en eller anden måde så kommer tvivlen til mig alligevel; giver du nu for hurtigt op, skulle du have ventet længere tid? Men jeg troede jo ikke på det længere, og de sidste par uger var jeg helt død indeni og skal man bare vente og trække det ud?

Solen skinner og måske ville det være godt for mig at komme ud. Jeg ligger bare her og er syg og der er ingen bedring at mærke selvom jeg har taget penicillin nogle dage.
Mon hullet i maven forsvinder lidt af at komme ud i frisk luft?