Kl. 14: I dag er ikke lige den sjoveste dag at være mor.

Min lille dreng har skreget, hver gang jeg har prøvet at give ham noget at spise. Nu er jeg næsten helt nervøs fordi jeg ved at han snart vågner op af sin middagsøvn og sikkert er sulten igen. Jeg orker bare ikke at høre min ellers glade dreng skrige igen.

Jeg veksler mellem at have ondt af ham fordi han bare er så ked af det og lysten til at sætte ham ud i stalden, hvor jeg ikke kan høre ham skrige og så hente ham ind igen når han bliver 18 år.

Al min sparsommen energi går på at spekulere over hvordan jeg får min skønne glade dreng tilbage. Er han mon syg. Har ondt i halsen eller noget? Jeg er bare så træt - tror jeg kunne stå op at sove.

Kl. 16.30 Min lille dreng er stået op fra sin middagslur. Da jeg hentede ham i barnevognen sendte han mig verdens største smil og han spiste uden kny en helt flaske fuld. Nu ligger han i sin kravlegård og leger, smiler og pludrer. Vi har lige danset rundt i stuen. Det hyggede vi os begge med. Det er ligesom trætheden forsvinder når man bliver mødt af sådan en livsglæde.

Jeg er bare så stolt af den dreng. Gang på gang forundres jeg over hvordan jeg har produceret sådan et skønt barn - folk siger godt nok også at han mest ligner sin far.

I dag har vi haft besøg af den lokale mødregruppe. Dejligt at snakke med nogle voksne mennesker selvom snakken mest handler om opskrifter på øllebrød og grønsagsmos. Man bliver en smule ensporet når man går der hjemme på barsel.

I morgen kommer min far på besøg - både han og jeg er vidst blevet forundret over at han har taget min lille søn - hans første barnebarn - sådan til sig i sit hjerte. "Tænk at man kan elske sådan et lille bitte menneske så højt" siger han tit.

Ja - tænk at man kan! Jeg har lige været henne og kigge til sønnemand - kan mærke at min kærlighed til ham er så stor at jeg næsten ikke kan rumme det. Den vælter simpelthen ud af øjnene på mig.