Let's just put it this way: Things look a lot different this year!
Jeg fordyber mig i en verden af accept, lykke, yoga, positive tanker, spinning, lytten, følen og tilstedeværen.
Juleaften blev fejret hos min mor, med stedfar, storebrødre og mormor. Jeg har været i Jylland hos de gamle i en uge nu, og i morgen aften tager jeg meget tiltrængt toget tilbage til Kbh. Er fyldt op - både med en masse positivt, men også med for meget af min mors "glasset er halvtomt"-følelse, som hun læsser af på mig.
I morgen slutter jeg heldigvis af hos min far og den side af familien, som har en langt mere easy-going stemning over sig. Hos min mor er der et kvalmende stort behov for hele tiden at snakke om livet, om hvordan vi har det osv. osv. osv. Det kan også være godt - men ikke når der ikke bliver talt om andet. Og slet ikke når ens mor efterhånden har set sig så sur på livet - stadig uden selv at have indset det - at det kvæler stemningen omkring bordet. Og hvad værre er, er at jeg bliver brugt som en blanding af psykolog og veninde, der skal lægge øre til det.
Min stedstoresøster havde ikke fanget dette, før jeg fortalte hende det i dag, og hun forklarede mig, at det slet slet ikke er fair fra min mors side. Ja, jeg er blevet voksen og selvstændig, men hun må aldrig overskride forældre-børne-grænsen... Desværre er det mere reglen end undtagelsen efterhånden, at jeg føler mig som min mors forælder. Jeg har 100 % kontrol over hende og kan styre alt, hvad hun gør - og det sker altså ikke fordi, jeg stræber efter det!! Hun kigger spørger mig om ting, som om jeg har de eneste rigtige svar på alting.. Og så læsser hun som sagt alt sit indestængte lort over på mig, så jeg får svært ved at bevare den balance, jeg har fået bygget op indeni mig.
Kan man nogensinde tillade sig at tænke, at ens eget liv bliver lidt lettere/mindre tyngende den dag, ens mor ikke mere er her?
Jeg har tænkt tanken, og jeg er faktisk lidt flov over at sætte ord på den; jeg elsker hende, misforstå mig ikke, men hendes hjertesygdom som har ført til overvægt, dårligere hukommelse, selvdestruktivitet og opgivenhed (kombineret med evigt høje krav til sig selv) dræner mig simpelthen så meget for energi!
Jeg kan virkelig mærke, at jeg forsøger at give slip og lære at stå på egne ben. Jeg kan lige så godt indstille mig på det nu.. Jeg tager ansvar for mit liv og mine handlinger, og jeg forsøger at bygge et netværk op, som er konstruktivt for mig. Som min storebror sagde i dag: Du er virkelig i gang med at lære dig selv at kende søs, jeg er slet ikke bekymret for dig mere! - Det varmer; hans bekymring og omsorg varmer :-)
Jeg brygger på nytårsfortsætter... Billetten til Dalai Lama i april er allerede købt; jeg er i gang med et forløb med hot yoga + lysterapi... Næste drøm er en yogaferie!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Juleaften 2010 er publiceret
25/12-2010 20:57 af
Mig-Kat.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.