Jeg føler, at mit indre er ved at sprænge, fordi det er overfyldt af tanker og ord, som brænder efter at blive nedskrevet. Men har man først været væk fra "rutinen" i at skrive, føles det faktisk lettere (dog ikke mere lettende) at fortsætte i dét spor frem for rent ud sagt at tage fanden ved hornene og faktisk sætte fingrene på tasteturet. At sige jeg har haft besøg af Fanden her tirsdag formiddag er lige en tand for overdramatiserende, men jeg har i hvert fald valgt at handle på udslaget fra den negative og ambivalente spiral, jeg har bevæget mig rundt i, siden jeg valgte at lukke min blog i august.

Jeg er stadig meget glad for min beslutning omkring lukningen, for der var ikke mere at komme efter dér. Men samtidig med exit-blog startede hverdagen for fulde drøn med hårdt arbejde og nye spændende fag, på nyt universitet, med fremmede mennesker. Jeg har lyst til at sige, at tiden simpelthen flyver og derefter grine lidt af mig selv, da jeg kan mærke min undervisning i semantik - og deri de mange begrebsmetaforer, som ligger så dybt gemt i vores sprog - at sat sine spor. Jeg tilstår: JEG ER SPROGNØRD OG JEG ELSKER DET!

Jeg kan faktisk mærke, hvordan det trækker i mig at komme i gang med semesteropgaven, at jeg stopper min ordstrøm hér (ikke bogstaveligt godt nok, men jeg runder af for nu, okay? ;-) - og vender tilbage lige så snart det mentale bæger melder overload igen!