Jeg blev fyret fra mit arbejde, mit sorte arbejde, i går. Midt på Rådhuspladsen, hvor jeg holdte for rødt på cykel. Jeg havde haft min mobil i hånden hele vejen fra uni på Islandsbrygge, fordi jeg ventede på, at de ringede. De havde ringet en time tidligere, og jeg vidste de ville ringe igen. De havde holdt møde torsdag, og jeg havde virkelig haft det på fornemmelsen. Det der irriterer mig mest er, at jeg ikke selv fik sagt op først! For deres fyring kommer som kulmination på et halvt år med mobning og udfrysning (hvis det ord da eksisterer).
Den aller første følelse, jeg mærkede, da jeg fik beskeden (som iøvrigt ikke kom fra chefen, men fra den yngste og sidstansatte frisør Carsten), var lettelse over aldrig at skulle tilbage dertil. Min næste tanke var, at jeg blev bekymret for min økonomi. Jeg mangler stadig mange penge til Afrikarejsen. Men dén bekymring bliver stadig overskygget af lettelsen, og så var det bare det eneste rigtige.. At komme væk derfra! Pengene og jobsituationen skal nok løse sig.
Jeg vågnede op hver morgen, jeg skulle arbejde, med ondt i maven. Faktisk kunne jeg have ondt i maven allerede flere dage inden. Og det til trods for kun 2 arbejdsdage i ugen.
De har ingen respekt haft for min person, mit studie og mit liv. I onsdags, som blev min sidste arbejdsdag, mærkede jeg det tydeligt. Jeg havde fri halv to og bad om mine penge... Eller det vil sige, at jeg fik lov til at gå ti minutter før, hvorfor Carsten sarkastisk siger: Så skal du jo kun ha' 95 kr (modsat de normale 100 kr.) Jeg svarer, at de bare må føle lidt med mig, fordi jeg skal bruge resten af dagen på at skrive eksamensopgave (hvilket jeg har kæmpet med hele ugen, og det er jo ikke bare en ligegyldig ting..). Hvad svarer han? "Som om det er hårdt, vi andre skal arbejde hele dagen!" - Det siger bare alt, synes jeg, om hvordan de har set på mig og mit liv. Jeg har intet tilovers for dem længere, og det føles ærlig talt utrolig befriende at slippe væk. Og jeg ville ønske, det var sket noget før, så jeg ikke havde brugt så lang tid på at føle mig så lidt værd og så uduelig. Tænk hvis der findes et job derude, hvor jeg faktisk kan føle mig værdsat, og hvor mine kvaliteter vil blive anerkendt?
Nå... Nu starter jobsøgningen fra i næste uge. Og så må jeg sgu da oprette en bankkonto, så alle gavmilde sjæle, som vil bidrage til min rejse som frivillig, kan donere penge ;-) Jeg mangler jo kun sølle 30.000 kr....
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Fyret er publiceret
28/05-2011 22:56 af
Mig-Kat.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.