Kære dagbog...

Jeg har ventet til overskuddet ville finde mig igen så jeg kunne skrive mine inderste tanker ned.

Min verden er vendt op og ned og jeg har nå fået min diagnose, en uheldbredelig blodssygdom.

Nu skal jeg være stærk, stærk for mine børn. Nå at give dem oplevelser for livet så de aldrig glemmer hvordan deres mor var.

Der er mørkt i mit hjerte, men jeg vil ikke vise dem det... Nu er de tid til at nyde livet 100% og være nærværende 100%... Jeg vil vil aldrig mere tage tage deres kærlighed for givet og de skal vide hver eneste dag hvor højt jeg elsker dem.

Min største dreng som ikke engang er fyldt 3år besøgte mig igår. Hans øjne strålede og gjorde mig glad indeni. Jeg kyssede ham blidt på hans små krøller hele tiden og nød jeg kunne dufte ham igen.

Vi gik rundt samme her på afd. hånd i hånd og vi kiggede ud af vinduet og ud på resten af verdenen. Jeg var hel igen sammen med ham.

Mine skønne 2 mindste børn som kun lige er fyldt 15mdr var her idag og min prinsesse gik med min hjælp... Jeg er så stolt!!! De går allerde snart og jeg må se at blive bedre så jeg kan komme hjem og følge med.

Min lille dreng tog en smule afstand til mig selvom jeg puttede ham helt ind til mig. Men jeg ved jo han ikke kan forstå hvorfor mor er væk hele tiden.

Hvor er livet uretfærdigt at jeg skal rives væk fra mine børn og at andre også oplever dette!

Når jeg har det bedre, skal jeg til en coach og finde min positive energi og ikke mindst glæder jeg mig allermest til at fjolle rundt på gulvet med mine børn og bare grine og nyde dem...