Nå, det var lidt fransk krydrede fabelader over mit ansvar som handicappet - fnis, Den Store Danske Encyklopædi fortæller om fabelader, at de betegner skabagtig optræden...men det er vel også nødvendigt at skabe sig på ny, når man lige har bombet de sidste illusioner til ruiner, og hvorfor ikke gøre dette med manér ;O)

Antydet ansvar hos handicappedes omgivelser må så være at tage imod, det som handicappede har at give, at finde ud af, hvor let eller svært det er at modtage det anderledes, så de kan lære det stille og roligt...

Det praktiske ansvar, som omgivelserne har overfor handicappede lader jeg hvile en kende...jeg venter på operation,og det skulle være ganske vist, med eller uden garanti for godt resultat, så bekoster samfundet det - Taaaak! Nok om det.

Et maintenant mesdames et messieurs!
Ensomheden, hvad med den.
Ensomheden forudsætter vel en form for megalomani, eller i det mindste at man agter lidt mere på sig eget værd end gennemsnittet. Det må Émile Zola bestemt have gjort - en fristes overmåde meget til at koble franskmænd med en gedigen omgang opblæst selvværd, selv prosaiske mennesker som franske bønder står ved poesien i plante- og dyreavl, og man skal velsagtens ikke jokke for meget i spinaten før millioner af dem går i aktion og hælder frisk komælk direkte over jorden, det er set før, og vi får det sikkert at se igen. Det må betegnes som adfærdsmæssig magnaprint, og det er egentlig rart, at budksabet ikke er til at tage fejl af ;O)

Men, hvor ensomme sådan nogle millioner af samlede bønder er, ved jeg ikke lige...
Zola var sikkert ret alene, alene om at vælge at påpege nogle ting, som gik imod strømmen. Alene om at vælge at gå alene imod strømmen.

Eller bliver man ensom, fordi man er megaloman til at starte med?

Det er vel egentlig hovedsagen, at megalomani og ensomhed kan hænge sammen, hvad end det så betyder, på den ene eller den anden måde. Ok ok, megalomani er stadig temmeligt overdrevet, men de forstærker hinanden ensomheden og de der megalomaniske kræfter, man tvinges til at udvikle sig for at overleve.

Man begynder at foragte frygten og angsten, hvis man ikke passer på...mon Zola gjorde det? Zola anklagede!
Hvis jeg begynder at foragte frygten og angsten, så kan jeg ikke kommunikere med dem - en kæphest, som jeg ikke vil af med! Hvis jeg anklager, så kan jeg ikke kommunikere.

Jeg kan foreløbig vælge at vokse til at udfylde vacuum, indtil folk forstår, hvad en finurlig person som jeg har at give - lige som andre handicappede. Jeg kan insistere på illusionernes fald, jeg kan påpege, at selv om en online ulv måske synes, jeg forekommer tandløs lige nu, så er det alt jeg behøver, for mere megalomanisk er jeg heller ikke, end at døden altid vil komme, og den vil tage os allesammen - jeg lader døden og dens realitet gøre sin ting, og hvis jeg skubber mere til en online ulv, så bliver den måske for overvældet, selv om den ikke lige kan definere følelsen, der tager form i brystkassen.