...Man snakker ufatteligt meget om sociale kompetencer, fællesskab og samarbejde - hvem snakker om ensomheden? Den man vælger til for at vokse.
For man vokser vel ikke kun i fællesskabet?

Mangler man sociale kompetencer, fordi man vælger det, der isolerer en?

Kommer jeg til at undgælde for mit valg? - at miste mine illusioner og leve med døden som realitet.

Jeg er ret erfaren udi at bliver mistænkt for at være socialt inkompetent - fnis mon folk har diagnosticeret mig med aspergers eller anden autistisk lidelse?! (Jeg er betstemt ikke bange for at kigge folk i øjnene!!!).

Er jeg socialt inkompetent, hvis jeg vælger at insistere på det, som alligevel er uundgåeligt og ellers vokser for at udfylde vacuum, mens jeg venter roligt på voksende forståelse?

Og det vigtigste af alt!
Vil online ulve nu løbe uvant forskræmte gennem vinternatten, som ellers er helt månelys?
Så skulle det vel være første gang, at online ulve er bange for at hoppe på mig og æde mig, og det ville da være sørgeligt.

Vil man have det anderledes og skræmmende præsenteret, så må man vel først og fremmest gøre sig lille for en stund. Kom mine ulve, jeg kan vel næppe gøre mig mindre, end hvis jeg beder jer om at æde mig?!

Æd mine kære, æd ;O)
J'insiste!