Har lige hængt vasketøj op - så blev det vidst også fredag hva'?

Var til fest i går, var egentlig ok, ikke det helt vildt, men sjovt nok. Lige indtil min exkæreste kom forbi, ham jeg har skrevet om tidligere. Blev helt overrasket over, hvordan han stadig kan ødelægge ting for mig, bare fordi han er der. Lige så snart jeg så ham træde ind i lokalet, vidste jeg, at det ville jeg ikke kunne overskue, og at jeg blev nødt til at tage hjem - snart. Og helt ærligt, det er hmm, 3 år siden jeg havde noget som helst med ham, og stadig kan han gøre mig helt ... ked af det, i tvivl, sur, usikker, irriteret! Hvis jeg kunne delete ham ud af mit liv, så ville jeg gerne gøre det. Kan slet ikke forstå at det er så stort for mig at se ham, og at det bare ha været så småt for ham. For sådan virker det på ham: som om det bare ikke var noget vi havde sammen. Det er i hvert fald hvad jeg tænkte da jeg så ham i går. Han sagde ikke hej til mig, han ikke så meget som kiggede på mig. Og hele hans kropsholdning og væremåde osede bare af, at ja, at jeg ikke var der. Det får mig bare til at føle mig så lidt værdig.

Men så er det jo tilgengæld godt at AB er kommet hjem. Har set ham en enkelt gang siden han kom hjem for en uges tid siden. Fandt ham i byen og havde faktisk savnet ham - på kys-kramme måden. Er stadig forvirret over alt det her. På den ene side virker det som om han godt gider mig - også når han ikke er fuld. Men på den anden side, virker det lidt som om jeg er sjovest når jeg er fuld. Men på den anden side er jeg også stadig forvirret over mig selv. På den ene side gider jeg ham rigtig gerne, synes han er sød, og pæn, og sjov, og tænker på mig (både i normalen og under sex) ... Men på den anden side ved jeg bare heller ikke om jeg gider ham, så skal man igennem alt det der kæreste noget (hov, det punkt kan også godt lige tælles med under at jeg godt gider ham) og man skal ligge sig selv ud og så kan man blive såret, men også fordi, at når vi kysser er der ikke den der gnist, det føles mere bare sådan rigtigt. Og det ved jeg så ikke om er helt vildt godt eller helt vildt dårligt ... Skal måske finde ham i morgen under det der 1. Maj i fælled, kan være jeg så kan blive lidt mere ordentlig oven i det der hoved af det ... Som om det hjælper på noget ...!

Er det egentlig ok at være forelsket i en hel familie? For jeg er ramt af total forelskelse i en familie nede fra vuggestuen! Og drengen stoppede så hos os i går - puha, det var en hårdt omgang! Fik slet ikke sagt ordentlig farvel og tilbudt at hive drengen med i Zoo og Tivoli og alt det andet jeg gerne vil være med til at vise ham, så har besluttet mig for at sende et "kærestebrev" til hele familien. Vil bare gerne takke dem for at ja, at være så søde og så tilbyde mig hjælp hvis der skulle være behov (og her tænker jeg både for mor og fars behov for at skulle ud og mit eget behov for at se drengen). Det kan man vel godt ...?