Skulle ikke engang gøre noget for det. Men i stedet for tåge i hovedet sidder jeg nu med en hundehvalp - og den er ikke stueren endnu, i hvert fald har den sørget for at tvære alt hvad vi havde ind i lort. Heldigvis er alt det her bare en kæmpe metafor, men det føles sgu egentlig som det står skrevet.
Hvad der før var spændende og sjovt, er blevet til et meget dybt hav af kærlighedserklæringer og råb om opmærksomhed - og det er altså ikke mig der råber. Tvært imod bliver jeg suget længere og længere ned i noget jeg faktisk helst gerne vil ud af. Og hvorfor kommer jeg så ikke ud af det? Alle spørger, men jeg kan sgu ikke svaret. Det eneste jeg kan sige er: jeg fuckede det op. Eller hvalpen fuckede det op - mest. Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo.

Men hvad skal man også med hvalpe og tåger når man har sine venner? Øv, det er bare så meget jeg-er-single-og-har-ikke-noget-der-ligner-et-forhold-i-sigte-agtigt at sige, men sådan er det. Og jeg mener det sgu - de er for nice, mine venner.

Hvordan kommer man mon af med en hvalp på en ordentlig måde? Har prøvet at sige til den at den selv måske kunne trænge til en ny ejer, men det gad den ikke. Og den forstod tydeligvis ikke min hentydningen med forslaget. Hvorfor er det man ikke bare kan slagte en hundehvalp? Nok derfor man egentlig kalder den slags typer for "hundehvalpe", fordi de har store bedende øjne og ingen synes man må slagte dem på hård og brutal vis, som visse andre godt kan tåle.
Smart træk hvalpe, meget smart!

PS. Elsker rent faktiske små nuttede behårede hundehvalpe - er bare ikke så glad for dem der tager menneskeform. Måtte jo hellere sige det, efter den tur "Fristet" fik, er det jo vigtigt at fortælle man egentlig ikke gør de kære små noget.