Synes at hele min verden er ” fuckt up ”. Alt eller intet reglen gælder, og der er ingen kære mellem vej. Selv synlige advarselsskilte - kan vær svær at få øje på, når man ser med en mors briller Man er naiv og håber og tror på, at det kan blive anderledes. Er kommet til erkendelse af, at jeg alene ikke kan gøre en forskel – at der skal en andens vilje til. Det gør så inderlig ondt !
Er inden for de sidste 48 timer blevet beskyldt for alverdens ulykker, at jeg ikke tager mig af og om, og at jeg var ligeglad. Værst er nok de ca. 30 sms´er, hvor jeg ønskes død og borte. Jeg ved at det er fra et sygt menneske – min datter, og jeg ved at, hun inderst inde ikke mener det, men det er hårdt at være skydeskive. Har selv ( uden selvbebrejdelse ) lagt op til den vrede, og frustration. Har krævet handling på hendes misbrug, og ikke accepteret undskyldninger. Det har været hårdt ved hende, og i frustration prøvede hun i forgårs at smadder alt hun kom i nærheden af her hjemme. Ville forhindre hende, hvorefter hun gik til angreb på mig. Kaldte på den mindste, som i første omgang troede at det var et banalt skænderi os imellem, og ville mæle. Det var først da hun knaldede en plastikflaske i hovedet på ham, at han forstod alvoren. Ville ringe efter politiet, men opgav og ringede efter Claus. Michelle havde tidligere på dagen givet udtryk for at hun ikke ønskede at leve, at livet ikke var det værd. Jeg skulle hente medicin både til hende og jeg selv på apoteket, og det var efter at jeg nægtede, at udlevere mere til behov af de sovepiller hun havde bestilt – hun gik amok. Sagde at hun bare kunne tage af hendes bedstefars piller i lejligheden, men dem kørte jeg over og fjernede - inden hun nåede så langt

Har netop fundet ud af, at hun har taget min vekselpung med et sted imellem 1000 og 1500 kr. i, og kan derfor bedre forstå ! Hun bliver aggressiv og voldelig når hun er påvirket.

Tænker tit på, at bag ethvert menneske med misbrug, er der en familie. Ville gerne ønske at jeg ikke var en af dem, og at jeg kunne gøre en forskel. Men lige nu, er det mere end jeg kan gabe over – desværre.