Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
10 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
11 år siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
6 år siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
9 år siden
Skizofreni, en status eft...
David Hansen...
8 måneder, 27 dage siden
Problemer?
EmmaBechh
10 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
8 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
9 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
10 år siden
200
Jette Peters...
8 år siden
Helt ny og alt det dér
LizetteHE
12 år siden
poop
Regitze Møbi...
10 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
8 år siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
11 år siden
Duét - youít
Enantiodrom
4 måneder, 16 dage siden
10.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
12 år siden
Kære Dagbog.

Hvorfor prøve at skjule sig bag en facade, mens man indvendig har det af pommern til?

Det er en ting jeg er ret god til, for hvad vil folk ikke tænke, sige osv., men sagen er den, at det har været en rigtig dum weekend, hvor mange tårer er grædt og mange tanker har været oppe og vende, hvilket nok vil fortsætte et stykke tid endnu, inden jeg har helt styr på mig selv og min hverdag igen.

Sagen er, at et forhold blev afsluttet i fredags - et forhold som på mange måder kunne have været anderledes, men man kan altid være gammelklog og bagefter sidde og sige og tænke, at havde man gjort ditten og datten, så ..... men det hjælper ikke noget nu. Skulle der have været gjort noget, skulle det have været sket for længe siden.

Vi gik begge hånd i hånd ved siden af hinanden mod den samme afgrund og en dag nåede vi så tæt på kanten, at ingen af os kunne vende om og vi endte på bunden, selvom ingen af os bagefter ønskede at det skulle være sådan.

Vi var på mange måder alt for ens, begge havde vi de samme intentioner om at gøre noget godt, samme håb og drømme på mange områder, hvilket der ikke er noget galt i, men sammen duede det bare ikke.

Det jeg i dag er så ked af er den måde forholdet blev afsluttet på, men jeg håber vi som tiden går, fortsat vil kunne mødes som venner og kunne snakke sammen som de voksne mennesker vi er, både for vores egen skyld, vores fælles venners skyld, men nok mest pga. de børn, som vi hver især har og som uanset hvad og hvordan automatisk bliver ramt.

Drengene er i Norge, men da min mor ringede deroppe fra i dag, fortalte jeg det, men kun fordi de ville sende SMS-beskeder og ikke kunne gøre det til min mobil. Jeg tror dog ikke, at min mor fortæller det til drengene, for der er ikke nogen grund til at de skal sidde så langt væk og måske pludselig have en masse spørgsmål, som de ikke lige kan få svar på. Så er det bedst de først ved noget når de kommer hjem og vi kan få en snak om det face-to-face.

Tanja kom fra weekend her til aften og hun opdagede hurtigt, at her manglede en og spurgte også efter ham og jeg fortalte hende så, som det var, at han ikke boede hos os mere. Tanja er dog kun 4 år, så der går nok noget tid inden hun forstår betydningen af det.

Her til aften har jeg så haft nogle venner på besøg, som har hjulpet mig med at komme lidt i orden, så der igen er styr på ledninger og kabler og samtidig rykkede jeg lidt rundt på det hele - ligesom for psykisk at 'komme et skridt videre'. Et og andet skulle der bare ske, ligesom en hund der efter en dukkert ryster sig, så det meste af vandet forsvinder fra pelsen igen.

Og gid det for mig var ligeså nemt som hunden, men det er det bare ikke.

"Øjne kan smile, munden kan le
Men tårer i hjertet, kan ingen se"

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Vi gik mod afgrunden er publiceret 28/01-2001 23:52 af Lise-Lotte Gerding (Lise-Lotte).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.