Børn har deres egen form for smagssans - og den udvikles livet igennem.

Ingen af mine unger har været kræsne. De har været selektive, kvalitetsbevidste og har i perioder kun spist bestemte fødevarer, for så senere at skifte over til nogle andre. På den måde er de nået raden rundt og ingen har lidt nød.

Fra de var ganske små har vi haft dem med ude at spise pænt på restaurant, og vi har ikke bestilt børnemenuer, min den ældste var 12 før hun fandt ud af de eksisterede, men derimod altid bedt om ½ portion voksenmad. Desværre har den lille netop sagt farvel til smagen af sild. Underligt, men dog forudsigeligt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er sikker på at man vil kunne tegne skemaer med stigende og faldende kurver over hvad børn kan lide. Sild har været begge ungers foretrukne indtil en bestemt alder. Så rør de det ikke igen før voksenalderen. Ligeledes med ting som rejer, blæksprutteringe, oliven og øl. En tid er det et hit mens de er ganske små. Så forsvinder det, for først at komme tilbage igen, når de forlængst er fløjet fra reden.

Indimellem kan det dog være lidt tåkrummende at have unger med ud. Den ene aften endte vi på en lokal kinesisk restaurant, fordi der, hvor vi ellers skulle hen, ikke havde plads. Og da risene kom, erklærede ungen kort og temmelig højt, at den slags ris spiste hun bare slet ikke, for de smagte ikke godt. Nejnej, det var ikke som vores egne hjemmekogte velduftende jasminris, men... alligevel... mor her går ind for lidt diskretion - selv om det da også kan blive for meget.

Som dengang den store var lidt for velopdragen. Hun har vel været 5 år, og hun elskede rejer, så da det var torvedag gik vi forbi fiskemanden. Det var bare ikke helt sæson, men de havde nogle røgede. Hun fik lov at smage og jeg så på hende: -Kan du li dem? Hun nikkede uden at sige noget og jeg købte nogle, selv om de var dyre. Vi kom lige præcis rundt om hjørnet, så spyttede hun ud. -Jamen.... Hun forklarede sig med at fiskehandleren var MEGET stor og hun ikke turde andet. Og det ku hun da have ret i, men vi fik os en snak om altid at sige sin mening - eller bare hviske den - til sin mor ;-)

Det minder mig om engang jeg var i supermarkedet med den yngste. Hun fandt et eller andet - jeg har glemt hvad, men noget lidt specielt. -Det her skal vi købe, mor, sagde hun og vi købte det. Vel hjemme blev det serveret, men barnet kunne ikke lide det. -Jamen, hvorfor sagde du så, at vi skulle købe det, skat? spurgte jeg forundret. Hun så alvorligt på mig og svarede: -Mor! Man SKAL smage.

Og så fik vi os lige en lang snak om at man skal smage hvad der ligger på ens tallerkeren - ikke alt, hvad der ligger på supermarkedets hylder ;-)