For første gang i længere tid, har jeg haft en fridag helt uden for tur. Ikke kun én, men hele tre, fra onsdag til fredag. Det er det super herlige ved firmaet; vi kan nok have travlt med at nå deadlines og det kan være nødvendigt at arbejde over - Men den overordnede holdning er, at vi alle er hele mennesker, der har et liv, der består af meget andet end arbejde. Har man haft en periode med meget overarbejde, holder man tilsvarende fri i en periode. Det har ikke altid været en selvfølge de steder jeg har arbejdet.
Et par af mine teknik nørder blev for en måneds tid siden sendt til Las Vegas. Officielt på en stor leverandør messe, men lige så meget på ferie. Firmaet betalte rejse og ophold. De havde virkelig knoklet på et stort projekt i flere måneder, men ville være blevet sure på mig, hvis jeg bare havde sendt dem hjem i et par uger. Istedet for fik de deres drøm opfyldt, op at køre på Harley og spille poker i Las Vegas... og vente hjem med batterierne ladet - og faktisk et pænt overskud i $, takket været en stabil indsats ved pokerbordene.
Nu har det så været min tur til at være hjemme nogle dage. Jeg blev tilbudt et weekend ophold i en storby, men takkede nu pænt nej. Dels har jeg lige været afsted med ungerne, og dels passer det dårlig lige nu med hestene. Så det er foreløbig udskudt til februar, hvor jeg vil bruge det i vinterferien.
Vores julefrokost forløb i øvrigt helt ok. Helt firmaet blev hentet i bus fredag middag, hvor efter vi blev kørt til Tyskland, lidt ovre grænsen ud til vandet, i nærheden af Damp2000, et stort feriecenter. Vi blev indkvarteret på et rigtig hyggeligt familiehotel, hvor firmaet havde lejet alle værelser. Aftenen var sat af til middag og almindelig hygge, og selve julefrokosten løb af staben lørdag aften.
Men lørdag formiddag løb jeg bogstaveligt talt ind i en stor overraskelse. Jeg havde løbetøjet med, for jeg bliver nærmest fysisk skidt, hvis jeg ikke får motion hver dag. Men bedst som jeg løb på stranden, fik jeg øje en bekendt skikkelse, der kom gående i mod mig, med to hunde i snor. Jeg kunne kende ham på hans måde at gå på, foroverbøjet og vuggende fra side til side. Selv med opbakning og LMG havde han løbet på den måde, som om han var ved at snuble. Men han havde nu altid holdt sig på benene, Ulrik. Der altid havde en vittighed klar. Da jeg stoppede ved ham, kunne han med det samme kende mig. Utroligt, for vi blev enige om, at det var godt 5 år siden vi sidst så hinanden. Men Ulrik er en af de slags venner, som jeg kan tage tråden med omgående. Som vi mødtes i sidste uge, og ikke for år tilbage. Vi havde en hyggelig eftermiddag sammen, og aftales at mødes i starten af januar. Men jeg kan mærke, at det også har ribbet op i fortiden, og i gamle minder. Jeg troede jeg havde fået glemt og begravet. Men som nu giver nogle trælse drømme.
Nå, ungerne er stået op.. .på tide at få hestene ud og gjort boksene rene. Det er altid store stalddag om søndagen, og i dag er ingen undtagelse, selv om vi eftermiddag får besøg af det meste af familien.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.