Kære Dagbog.

"Jeg følger med ideerne, der kommer
lader dem gro frem
let og elegant
på en blå asurhimmel
med hvide fjerskyer."

...Sådan skrev jeg faktisk igår, før jeg blev angrebet af det indre monster, der gjorde mig ked af det og jeg mistede styringen totalt af mit liv.
Jeg er NU overbevist om, at det er min hjerne, der spiller mig et pus gang på gang, når jeg svinger så voldsomt i humør. Det føltes fuldstændig som om den skiftede om på et sekund, som om den fik et skud stof, der gjorde at den først var ked af det og fortvivlet og derefter fik den et skud stof, der gjorde den glad og veltilpas igen...

Det kan også være det, at jeg var ude at køre for at hente min datter og kom væk fra mine tanker, fik en pause fra dem, fordi jeg tænkte på, at jeg skulle ind at handle og så havde de lukket. Det ærgrede mig lidt, for jeg ville have købt lidt godt til mine børn.

Jeg kan også se, at jeg igår ikke var særlig kærlig ved mig selv det meste af tiden skældte jeg ud på mig selv for ikke at lave noget fornuftigt, men det var ikke sådan skæld ud på ord, det var nærmere en stemning, jeg var i...eller jeg ved ikk, hvordan jeg skal beskrive det. ... en følelse af, at det jeg gjorde ikke var helt ok.
Det var ikke helt nok bare at gå rundt herhjemme og jeg kunne slet ikke mærke taknemmeligheden over at være i live nogen steder....eller over, at jeg har to dejlige børn.... Jeg kunne kun se, at det er farligt at leve og jeg fokuserede på, at jeg kunne miste mine børn og græd næsten på forhånd over det.

...Så mislykkedes mit maleri endnu mere, jo mere, jeg malede på det og det var jeg også rigtig ked af. Jeg syntes heller ikke, at der var noget glæder at hente i at strikke, ingen mening... jeg var ikke tilfreds med mig selv, kort sagt.

Idag, da jeg er startet på et godt niveau humørmæssigt, kan jeg prøve at støtte mig selv i, at det, jeg gør er ok og godt nok.
...Det er godt nok, at jeg kan lide at sidde her og skrive til min dagbog og drikke en kop kaffe.
... Mit maleri er godt nok, fordi det er en del af min proces, et synligt produkt af min proces, der godt nok er grimt, men det er der. Jeg er i gang, jeg er synlig og jeg gør de ting, jeg holder af og som jeg har mulighed for...

Det var også godt, at jeg igår fik taget mig sammen til at skyde tegneklubben for de små igang til efter efterårsferien.

...Jeg kommer til at tænke på, at jeg måske i går ikke erkendte, at der faktisk var nogen ting, jeg ikke GAD af det jeg skulle. Nogen ting, som jeg ikke havde lyst til, og som jeg ikke ville indrømme.....

Hvordan kan jeg møde de ting, som jeg ikke har lyst til at gøre, men som jeg skal gøre med medfølelse?