Det blev ikke til fysioterapeuten alligevel. Det vidste jeg nok egentlig godt…

Jeg sidder og hører Cohens gamle ”Halleluja”. Den er så smuk den sang og får mig altid i en ubeskrivelig stemning der er fyldt med ro. Det er en ro jeg har brug for lige nu.

Dagen er ved at være ved enden og præcis i dag, synes jeg at INTET er sket. Jeg har været enormt træt og måtte holde Emil hjemme, da han havde feber i morges. Jeg tror at han, lige som mig, reagerer på al den stress og uro der har været gennem den sidste uge. Det har gået slag i slag med besøg hos mormor, dræn i ørerne (Emils ører!), 80 års fest igen hos mormor og børnefødselsdag hos fætter.

Puhh, måske faldt denne ”INTET-dag” alligevel et tørt sted.

Nææ, jeg startede ikke på uddannelses alligevel men jeg har en anden plan.

Han var indlagt i over en måned. Nu figurerer han som ambulant patient og har får en masse medicin og behandling. Han er sygemeldt på fuld og ubestemt tid.

Jeg har givet slip i ham. Jeg orker ikke så meget mere og kan ikke tackle hans op og nedture der kommer hele tiden. Nok som jeg mærker at han lukker op en lille smule, knalder han i stik modsatte grøft og er skrub-umulig at være i nærheden af. Jeg synes ikke at han deltager i pligter og ansvar herhjemme, men jeg har nok sandet at han bare ikke kan magter det lige nu. Ikke at det har gjort det en pind mere udholdeligt for mig, men som sagt har jeg givet slip. Jeg orker ikke at forvente noget af ham, hverken kæreste eller ansvarsmæssigt. Han må gøre som han synes og selvom jeg sikkert lyder rasende bitter, så han jeg en meget bedre fornemmelse i maven. Faktisk føler jeg at jeg passer på mig selv.

Nej, dette er slet ikke vejen frem for et godt forhold men jeg er blank for hvad JEG mere kan gøre. Det må være op til ham nu…ændrer det sig ikke må vi skilles. Sådan er det bare. Sgu også for Emils skyld!

Det er svært at leve med én der er så negativ. Enten bliver man selv revet med eller også bliver man stærk og får lyst til at leve. Jeg har prøvet begge dele men er altså endt med det sidste. Jeg ville ønske han kunne være mere stærk. Det er skide svært at forstå det her. Ofte tænker jeg at det er et spørgsmål om at VÆLGE dette liv og at man ikke skal være et skide offer for sine tanker. Man tænker selv sine tanker ik?!
Han lader slet ikke til at have kontrol over hvad der sker i hans hoved. Han ser slet ikke tingene som jeg gør og bruger alle sine tanker på alt mulig andet end mig. Penge og ting lader til at opholde ham men det er vel hans måde at flygte på.

Han siger han tænker på stoffer igen. Når han taler om det, synes jeg at han lyder farlig tæt på at tage noget. Men jeg er ikke nervøs…måske er det den vej han skal ende igen. Jeg ved det ikke men lige meget hvad jeg gør, tænker, siger eller føler…gør det ingen forskel. So why bother…?

Mere sleepy-time te…halleluja.